Trods en generel stigning på landsplan er huspriserne i flere nordsjællandske kommuner blevet væsentligt lavere de seneste tolv måneder.
1. juli 2008, 06:56
Huspriserne i Nordsjælland falder støt. Det viser nye tal fra Home, der har sammenlignet årets første seks måneders realiserede handler med sidste halvår af 2007, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Trods en svag procentstigning i kvadratmeterprisen på landsplan har især Hillerød og Helsingør Kommuner svære betingelser.
I Hillerød Kommune er den gennemsnitlige kvadratmeterpris faldet fra 24.425 kroner til 21.982 kroner, hvilket svarer til et tab på 10 procent. I Helsingør Kommune står det værre til, hvor man oplevede et dyk på 11,6 procent. I Halsnæs Kommune er boligerne alene de sidste tre måneder faldet med godt 17 procent, og kun Frederikssund Kommune holder skindet på næsen med et svagt plus på kvadratmeterprisen.
Årsagen til den kraftige nedgang i kvadratmeterprisen er primært, at boligejerne i Nordsjælland overvurderer deres huse, mener kommunikationschef hos Home, Niels H. Carstensen.
- Vi opfordrer til, at man generelt i hele landet ikke sætter prisen for højt. Man bliver ikke rig af en ny og højere boligvurdering. Man bliver rig af at sælge til den højst mulige pris, og erkender man ikke det, kan det blive dyrt i den sidste ende, siger Home-chefen, der dog understreger, at man skal tage statistikken med forbehold.
- Det er jo ikke de samme boliger, vi sælger år efter år, så det er mere en pejling end et nøjagtigt øjebliksbillede. Men tendensen er tydelig, påpeger han.
Kilde: Frederiksborg Amts Avis
Læs også:
Her er boligmarkedets sorte pletter
Mæglernes tip til røverkøb af bolig





























































