Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Unge boligejere kan vinde stort på skatteudspil

Unge vil på længere sigt komme til at tjene langt mere end ældre på det skatteudspil, som netop er udsendt fra regeringens Skattekommission.

Unge boligejere kan på sigt blive de helt store vindere af det nye skatteudspil fra regeringens Skattekommissionen.

Godt nok lægges der op til, at skatteværdien af rentefradraget skal sænkes fra 33 procent i dag til 25 procent fremover. Men det vil ske langsomt og først fra og med 2012 frem til 2015, sådan at fradragsværdien falder med to procentpoint om året til 31 procent i 2012, 29 procent i 2013, 27 procent i 2014 for derefter at ende på 25 procent i 2015.

Det ligner umiddelbart den rene straffeaktion mod unge familier, der lige har købt ejerbolig og som har store renteudgifter.

Men hertil siger professor ved Københavns Universitet og medlem af Skattekommissionen, Claus Thustrup Kreiner, at »unge er dem, der på sigt får størst glæde af de faldende skatter på arbejde«.
Ældre, der kun har lille eller slet ingen gæld, har derimod færre år tilbage på arbejdsmarkedet end unge, og de vil derfor i langt mindre grad få glæde af den faldende skat på arbejde.

Samtidig træder de strammere regler for rentefradraget først i kraft i 2012, mens der måske kommer lavere personskatter allerede fra og med 2010.

Også når det kommer til balancen mellem ejere og lejere, mener Claus Thustrup Kreiner, at det nye skatteudspil er hårfint afbalanceret.

Det har ellers været fremført, at lejere får hele gevinsten ved de lavere skatter uden at skulle betale regningen, fordi de ikke rammes af rentefradragets faldende skatteværdi.

»Men sådan er det ikke. Samlet set får boligejerne en lidt større økonomisk lettelse end lejerne ved vores udspil. Det skyldes, at de har langt større indkomster. Der kan måske godt findes enkelte eksempler på personer, som har store indkomster og bor til leje, men de hører til undtagelsen. Som gruppe tjener lejerne langt mindre end ejerne,« siger Claus Thustrup Kreiner.

Læs også: Klapjagt på frynsegoder

Det er ikke kun rentefradraget, som bliver barberet ned i værdi med det nye skatteudspil. Samme vej går det med alle de såkaldte ligningsmæssige fradrag, eksempelvis kontingenter til a-kasse og fagforening, transport mellem hjem og arbejde samt børne- og hustrubidrag.

Det er også sådan, at der i dag ikke betales bruttoskat af en lang række personalegoder som eksempelvis fri bil, fri telefon, TV-licens, bonuspoint ved flyrejser eller fri lystbåd og sommerhus, som enkelte topdirektører har.

Her lægger Skattekommissionen op til, at der fremover skal betales arbejdsmarkedsbidrag eller bruttoskat af ethvert skattepligtigt vedlag fra arbejdsgiveren, uanset om det gives som penge eller personalegoder.

Samtidig vil de have automatisk indberetningspligt for enhver form for goder af denne art.
Det vil gøre det meget nemmere at kontrollere og sikre, at alle rent faktisk betaler skat af de goder, som de får fra deres arbejdsgiver.

Læs også: Præcis beregning af din nye skat

 

 




Markedet lige nu