Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Udsigt til syv år lang boligkrise

Den svage udvikling på boligmarkedet kan forsætte i flere år endnu, siger økonomer.

18 Kommentarer

Nye prisfald og i alt syv år med krise og derefter stilstand. Det kan blive resultatet for det danske boligmarked. Pilen peger fortsat nedad for priserne på ejerboligerne, og det vil de også gøre til næste år. Meget tyder på, at vi skal tilbage til priserne fra sommeren 2005, før det begynder at flade ud.

Det vil svare til et fald i de nuværende priser på yderligere fire pct. Sådan lyder konklusionen i en ny analyse fra Realkredit Danmark, RD. Den bliver bakket op af en række andre banker og realkreditinstitutter, som Berlingske Business har talt med. Den fortsatte krise sker til trods for, at vilkårene for køb af en ny bolig er gode lige i øjeblikket på grund af den lave rente.

Cheføkonom i RD Christian Hilligsøe Heinig understreger, at han tror, at det værste er overstået på boligmarkedet. RD regner med at fald i huspriserne på 3,1 pct. i år og 2,5 pct. til næste år, men hen mod slutningen af 2012 vil det langsomt begynde at gå bedre.

»Samlet set venter vi så småt en stabilisering af boligpriserne i slutningen af næste år. Vi har ikke nogen officiel boligprisprognose længere frem, og usikkerheden omkring, hvad der sker i 2013 og 2014, er selvfølgelig ekstrem stor,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

»Skal vi imidlertid komme med et bud på boligpriserne i 2013, er der heller ikke her lagt op til større prisstigninger. Den økonomiske usikkerhed er næppe fordampet helt, og renterne vil formentlig være steget en smule fra et lavt udgangspunkt,« siger Christian Heinig Hilligsøe, der mener, at når udviklingen begynder at vende, vil det ske med meget små prisstigninger, der blot følger inflationen. Det vil sige en fremgang i de reale huspriser på omkring nul.

»Set i et historisk perspektiv er der dermed udsigt til en fortsat sløv udvikling i boligpriserne. Gennem de seneste 55 år er de reale huspriser således i gennemsnit steget med cirka 2,5 pct. om året,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Hos BRFkredit er cheføkonom Ulrikke Ekelund en smule mere optimistisk end RD. BRF regner med et fald i boligpriserne på to pct. i år og en flad udvikling til næste år.

»Rammerne for boligmarkedet er egentlig fornuftige, og det burde understøtte markedet. Men der er en generel usikkerhed hos danskerne på grund af det, der sker omkring os med gældskrisen, og det holder folk tilbage. Vi ser et ganske betragteligt udbud af boliger og en lav aktivitet. Forbrugernes fokus er på opsparing og ikke forbrug,« siger Ulrikke Ekelund.

Flere usikre punkter

RD fremhæver, at der udover en europæisk økonomi, der hænger i laser, er en række andre forhold, som skaber usikkerhed for boligkøberne. Det drejer sig blandt andet om frygt for stigende boligskatter, ændring i lånevilkår med lavere lånegrænser samt en mulig afskaffelse af de afdragsfrie lån. Med regeringsgrundlaget for den nye SRSF-regering er der foreløbig sat en stopper for spekulationerne om skatten på boligerne.

»I løbet af næste år vil vi formentlig ligeledes blive lidt klogere på, hvilken vej vinden blæser i forhold til ændringer i boligkøbernes lånevilkår,« siger Christian Hilligsøe Heinig, der omvendt påpeger, at hvis den danske økonomi ryger ind i en ny recession, kan krisen på boligmarkedet blive forværret.

Hos Jyske Bank mener man, at det store problem for boligmarkedet ikke længere er prisen, men derimod det store udbud af boliger til salg. Og det er en af de afgørende elementer, som er med til at få den danske økonomi til at halte.

»Nervøsiteten om priserne får mange til at holde igen i stedet for at forbruge. Og dertil kommer, at der med de få hushandler mangler en del af det forbrug, der normalt genereres, når folk skifter bolig,« siger seniorøkonom Niels Rønholt.

Kommer op i gear

Mens Nordea fremhæver, at boligmarkedet har været ramt af, at vi de senere år har set et betragteligt fald i beskæftigelsen blandt de yngre befolkningsgrupper. Et fald, der både skyldes svagere konjunkturer og små årgange.

»Når der er mange unge potentielle førstegangskøbere, der mister deres job eller ikke kan få et job efter endt uddannelse, går boligmarkedet ned i gear. Og når der i det hele taget er færre unge til at købe boliger, har det samme effekt. Når vi igen begynder at få medvind fra beskæftigelsen, vil det give medvind til boligmarkedet,« siger senioranalytiker i Nordea, Troels Theill Eriksen, der påpeger, at det bliver afgørende, at den amerikanske økonomi kommer op i gear igen, at der falder mere ro på den europæiske gældskrise, og at den nye danske regering får den kommende finanslov på plads.

»Det vil dæmpe usikkerheden og give klarhed over, hvilke skatter vi skal betale fremover. En klarhed der kan få flere boligkøbere på banen igen,« siger Troels Theill Eriksen.

Boligøkonomisk Videncenter samt boligøkonom Jens Lunde fra CBS har været ude med endnu mere negative prognoser for det danske boligmarked. Sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter Curt Liliegreen spår, at der kan komme nye prisfald, som kan blive på 10 til 15 pct. Jens Lunde mener, at prisdykkene kan komme helt op på 20 til 30 pct.

Læs hele historien i Business Søndag

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

sæt priserne ned til et normalt leje.

helt ærligt. det kan godt være at I har købt et hus til en høj pris. men det var jeres dumhed, ikke vores.
jeg er selv ved at kigge på hus lige nu. men i 9 ud 10 tilfælde, kan det bedre betale sig for mig at købe en grund, og få det bygget, det ville være billigere end at købe et af dem der er til salg, med de priser folk forlanger.
tænk jer om, hvorfor skulle jeg give 2,5 mio til 3 mio for et hus fra 1970, når jeg kan få bygget et helt nyt, med MIN indretning som jeg vil for 1,5 mio?
når man kan få bygget et nyt hus for 1,5 mio, så gider man sgu da ikke give 1,5 mio for et gammelt hus, uanset hvor meget I så har istandsat køkkenet og badeværelset. få priserne ned. der er sgu da heller ingen der gider at betale 220.000 for en 10 år gammel bil, vel?

normalisering

Lad os få normaliserede det danske boligområde.
Nu er det jo abnormt.

Lejere FÅR huslejen af kommunen.
Afskaf det snylt.

Og afskaf samtidig kommunens gangsteropkrævning mod boligejere, de såkaldte ejendomsskatter og ejendomsværdiskatter.

Altså: normalisér boligområdet.

Forgældede husejere

Du er åbenbart forgældet til op over ørerne. Lejere får mindre hjælp fra vores system end husejere. De skal ikke betale skat ved fortjeneste ved salg af bolig. De kan få henstand
Med boligskatter og andet og der er ingen lejere der sidder med en gæld på flere millioner, samt får kæmpe rentefradrag. Husejere betaler ikke af på deres lån. Afdragsfrit.
Boligejere er de største snyltere for det danske samfund.

Boligmarkedet i stå

Grunden til boligmarkedet er gået i stå er usikkerhed, svært at låne i banker og et røvkedeligt overkontrolleret folkefærd i DK. Det at mange boliger er sat til salg og ikke blive solgt skyldes til dels at køberne ikke tør, eller ikke kan låne i bankerne. Men det skyldes også at hovedparten af sælgerne ikke gider at tabe penge på et salg, hvilket er forståeligt. Det fåtal der sælger med større tab er ofte dem, der føler sig presset ud, grundet private økonomiske problemer.
Der kommer altså ikke rigtig gang i markedet før køber, smider angsten ud til højre og giver en pris for boligen, hvor sælger ikke taber penge på salget. At der er et stort udbud er et udtryk for at folk vil sælge, men sku ikke med tab, så bliver hovedparten hellere boende, i røvkedelige overkontrollerede DK.

almene lejere

Afskaf det offentlige lejer princip.
Lejere lever i realiteten på nas på samfundet og boligejerne.
Afskaf det.

Der er masser af boliger til salg.

Gaaaab...

.. hvor er det kedeligt med alle disse artikler om boligmarkedet. Vi har alle forlængst fattet at boligmarkedet ER krakket. Det eksisterer ikke mere. Der er næsten ingen handel. Bankerne låner ikke penge ud til bolighandel, meget få køber. Sådan er det og vil formentlig blive ved med at være freomver, for det danske samfund er ikke på vej til at komme igen efter det økonomiske krak, tværtimod.
Jenni- der er ikke tale om kursmanipulation med boligmarkedet i retslig forstand, for det er der ikke noget, der hedder på det område. Hvis man har en bolig, der vurderes til 1 million og vælger at sælge den til 5.000 så er det ikke ulovligt. Det er netop det, som dem, der stod bag boligmarkedets oppustning og kollaps vidste, de amerikanske banker og især Goldman Sachs, som solgte investeringer i boligmarkedet, som de så selv shortede med enorme gevinster. Hvordan det kan være lovligt fatter jeg ikke, men det er vel ligemeget- det korte af det lange er at det hele var et trick, som man brugte til at overføre penge fra boligkøbere til de banker, der stod bag det her nummer. Meget smart lavet.

Ingen krise, blot prisfald

Der bliver ikke tale om nogen krise.
Men blot om at den sidste
luft lukkes ud af prisboblen.
Priserne er ganske simpelt for høje.
De blev gejlet op i spekulativ forventning om
varig arbejdsfri fortjeneste.

Huspriserne vil finde et leje, der er udtryk
for hvad for, hvad man kan og vil give for
en bolig, ikke for en (spekulations)investering.

Man får mindre for sin bolig, og skal tilsvarende betale mindre.
Det er kun et problem, hvis der ikke er afdraget på lån, herunder i belåning i friværdien.

tomme lommer!

Journalister har et kæmpe ansvar. De manipulere med ALT: Aldrig har aviser og tv politiseret så meget - med lodret stigning omkrin valget og den efterfølgende tid!!!

Det fulsdtændig nede på jorden problem: Folk har ingen penge - ledigheden stiger konstant.
Det off. sparer stillinger som de så erstatter med løntilskud = endnu flere ledige.

Leflen for digitalisering er laaaaaangt dyrere end det kommer frem ---IT branchen er dygtige sælgere: lige som pushere deler gratis smagsprøver ud for at få kunder i biksen - så gør IT branchen det også og dét koster på alle samfundssammenhænge - men sikrer kunder i biksen!

Vi kan ikke se isoleret på boligmarkedet - tingene hænger sammen - og fakta er at ser man ikke sammenhængene, skabes stigning i ledighed, som skaber mindre forbrug, som skaber flere ledige osv osv

Den nedadsående spiral racer afsted, hvis ikke den stoppes!

Leflen for finans, banker, erhvervsledere, olie (mærsk) osv bidrager alt for meget til denne spiral.

HVEM har overblikket og modet til at handle på det???

..

@Jens
Så journalister skal kun være med til at puste boblen op, men må ikke punktere den.

Synes faktisk at det her er en velargumenteret og gennemarbejdet artikel omkring boligmarkedet.
Meget bedre end de sidste 98 "artikler" om samme emne.

Men ellers enig i at det er produktionsomkostningen/realløn, der langsigtet bestemmer prisudviklingen på boligejendomme og så er der vist ikke meget positivt at vente sig de kommende år.

ikke hverken

De må hverken eller.
Kursmanipulation er strafbart.

Jeg erinderer en ung fyr, der blev dømt 6 måneders fængsel for en formodet kursmanipulation, da han fik en gevinst på 6000 kr.
Det, han gjorde kan sagtens sidestilles med journalisternes propagandaer.




Markedet lige nu