Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Store tilskud til skrotning af oliefyr

Alle, som har et oliefyr, kan i øjeblikket få store tilskud fra staten, hvis de skifter det ud med et mere miljøvenligt alternativ som fjernvarme, jordvarme eller solvarme.  

Staten står med en stor pose penge, som den meget gerne vil dele ud af til alle, der udskifter et oliefyr med et mere energivenligt varmeanlæg, eksempelvis i form af jord- eller solvarme. Der er afsat hele 400 millioner kroner til formålet, men indtil videre er kun en tredjedel af pengene blevet udbetalt. Chefkonsulent i Energistyrelsen Morten Nordahl Møller siger, at man kan få 25 procent af alle omkostninger til indkøb og installation af solvarme dækket, uanset hvor store omkostningerne måtte blive, hvis man udskifter et oliefyr og får installeret solvarme som supplement til et nyt opvarmningsanlæg. Er der ikke tale om solvarme, gives der tilskud med faste beløb. De er på 10.000 kroner for fjernvarme, 15.000 kroner for luft til vand-varmepumper og 20.00 kroner, hvis man får en jordvarmepumpe.

»9.000 har søgt om penge fra ordningen indtil videre. Men det svarer kun til omkring en tredjedel af dem, som vi venter at yde tilskud til,« siger Morten Nordahl Møller.

Blandt de 9.000 ansøgninger har kun ti procent søgt om penge til solvarme, og det er lidt synd, vurderer Morten Nordahl Møller.

»Det kan bestemt være en god ide at investere i solvarme. Det kræver en ekstra investering, da solvarmeanlægget typisk opvarmer husets brugsvand. Det vil sige, at der skal et supplerende opvarmningssystem til at klare varmen i radiatorerne. Til gengæld spares der løbende på energiregningen, da det varme brugsvand store dele af året opvarmes af solvarmeanlægget.«

Man har kunnet søge om penge fra puljen siden 1. marts, og ca. 300.000 oliefyr i Danmark er omfattet af puljen. Hvis man har et ældre oliefyr, som eksempelvis er fra før 1977 og udskifter det med jordvarme, kan man spare helt op mod 80 procent af ens energiforbrug.

Man kan søge om tilskuddet på hjemmesiden www.skrotditoliefyr.dk. Når man søger, skal man samtidig indsende et tilbud på installationen af det nye anlæg.  I områder, der er udlagt til fjernvarme, yder ordningen alene tilskud til fjernvarme. Ansøgninger bliver behandlet efter først-til-mølle-princippet, og tilskud fås kun så længe, der er midler i puljen.
 

 




Markedet lige nu