Den økonomiske krise har været hård ved de tusindvis af danskere, der for få år siden stod i kø for at købe en sommerbolig i Sydens sol.
3. oktober 2009, 08:36 – opdateret 2. november 2010, 14:31
I dag må mange, der købte, da priserne var i top, konstatere, at deres feriebolig har tabt op mod halvdelen i værdi. Det skriver Søndagsavisen.
»Den største rutsjetur har vi set i Spanien, hvor priserne i de områder, hvor danskere typisk køber, i gennemsnit er faldet med omkring 40 procent siden toppen i 2005/2006. Der er ingen tvivl om, at der er blevet overbygget i Spanien, og mange projekter står mere eller mindre tomme,« siger John Andersen, adm. direktør i Sunshineworld, der sælger boliger i en række af danskernes foretrukne ferieområder.
Men det er ikke kun i Spanien, at mange danskere er kommet galt af sted. Også de nye steder, der blomstrerede op under det seneste økonomiske boom - Tyrkiet og Bulgarien - er det gået helt galt.
»Tager vi et område som Alanya i Tyrkiet, må mange regne med et tab på 40-50 procent, hvis de i dag vil sælge en bolig, de købte, da det kørte på de høje nagler i 2005. Men der er stor lokal forskel. Hvor meget, man står til at tabe, afhænger også af, hvor pænt der ser ud omkring boligen. Om det stadig er en stor byggeplads, eller om der er ryddet ordentligt op, og om der er kommet infrastruktur osv. Nogle har måske kun tabt 30 procent,« siger John Andersen.
Bulgarien er den samme historie.
»Her tror jeg ikke, at det er færdig med at falde. Man blev simpelthen for grådige, og så stoppede det hele. Både i Bulgarien og Tyrkiet har man bildt køberne ind, at de altid kan leje deres bolig ud. Men det holder ingen steder. De kan ikke lejes ud,« siger John Andersen.
De mindste tab
Der er dog også ferieglade danskere, som er sluppet med mere skind på næsen. Det er f.eks. dem, der valgte at købe sommerhus i Danmark, hvor priserne kun er faldet med 16 procent. Men heller ikke i Frankrig og Grækenland er det gået slet så galt.
»I Frankrig så vi slet ikke de samme prisstigninger som i f.eks. Spanien. Til gengæld er de heller ikke faldet så meget«, siger Hanne Egaa, afdelingsdirektør i Nykredit International.
Hendes opgørelser viser at huspriserne langs den franske Middelhavskyst er faldet med omkring 15 procent, siden priserne toppede for et års tid siden.
Bedst er det imidlertid gået dem, der foretræk Berlins kulturtilbud frem for sydens sol.
»Her har man i flere år kunnet købe en to-værelses lejlighed for under én million kroner. Det er meget lavt set i forhold til f.eks. mængden af kultur-og oplevelsesudbud. Først her det seneste år har vi set svagt faldende priser på nogle få procent,« siger Hanne Egaa.

























































