Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Sommerstemning har ramt boligmarkedet

Danskerne er gået på jagt efter de lidt dyrere boliger og huspriserne stiger svagt, viser nye tal fra Nybolig. Boligeksperten Morten Skak kalder det stagnation på bunden af markedet.

Efter en total stilstand er danskerne igen begyndt at gå på jagt efter de lidt dyrere boligere. Priserne på villaer og rækkehuse kravler langsomt i vejret, og det er primært salget af huse til priser på over tre millioner kroner, der vokser.

Det viser den seneste kvartalsrapport fra Nybolig. I rapporten kan man læse, at de gennemsnitlige priser på villaer og rækkehuse er steget med 1,4 procent fra første til andet kvartal i år. Målt i forhold til andet kvartal sidste år er priserne gået op med 6,5 procent.

Rent geografisk ser det bedst ud i København. Fra første til andet kvartal er priserne i Hovedstaden steget med 5,5 procent, mens Sydjylland og Fyn har haft de henholdsvis næsthøjeste og tredje højeste stigninger. I Nordsjælland var der ligeledes en mindre stigning i priserne her i starten af året.

Tendens til, at danskerne har fået mod på at købe de lidt dyrere boliger, viser sig i fordelingen af salget på prisgrupper. Salget af villaer og rækkehuse til over tre mio. kr. udgør i andet kvartal 12 procent af det samlede salg. Det er fire procent mere end samme tidspunkt året før, og det er den prisgruppe, hvor salget er steget mest.

 

#embed#

 

Både Nybolig og den uafhængige boligekspert og lektor ved Syddansk Universitet Morten Skak tager tallene som udtryk for, at boligmarkedet er begyndt at stabilisere sig. Det sker dog til priser, der ligger langt fra det niveau vi så, da markedet toppede for tre år siden.

Direktør i Nybolig Flemming Haahr Vesterbrandt påpeger, at markedet for de dyre boliger har været stort set bundfrosset, men nu er det ved at tø lidt op. Det skyldes virkningerne af den lave rente og skattereformen, mener Flemming Haahr Vesterbrandt.

»Skattereformen har haft den største effekt for dem, der har de højeste indkomster. Det passer godt sammen med, at det er i København, Århus og Nordsjælland, vi i øjeblikket ser den største aktivitet. Priserne på de dyreste huse har været i nærmest frit fald, men det er begyndt at vende« siger Flemming Hahr Vesterbrandt.

Han påpeger, at vi i de sidste tolv måneder generelt har set en lille prisstigning for ejerboligerne.

»Det har været en støt og rolig tendens. Det er det, der skal til for at give ro og sørge for, at boligmarkedet igen kommer oven på,« siger Flemming Haahr Vesterbrandt.

Svag pil op

Rapporten fra Nybolig viser flere tegn på, at den mere glade sommerstemning har ramt boligmarkedet. Danskerne tror igen på stigende huspriser og det gør, at stadig flere er begyndt at sætte deres bolig til salg. Hertil kommer, at antallet af handler vokser og liggetiderne falder.

Boligeksperten og lektor ved Syddansk Universitet Morten Skak er ikke overrasket over opgørelsen fra Nybolig. På landsplan kalder han udviklingen på boligmarkedet for stagnation på bunden med en svag pil opad.

»Markedet bliver trukket af højere aktivitet i specielt København. De større byer og Hovedstaden er mere begunstiget af befolkningsudviklingen, og det kan ses på boligpriserne. Vi er på vej tilbage til mere normale tilstande, men vi vil ikke se, at Hovedstaden igen galopperer afsted med stærkt stigende priser,« siger Morten Skak, der mener, at det meget naturligt, at der igen er ved at komme gang i salget af huse til over tre mio. kr.

»De dyre boliger er ligesom luksusgoder. Når vi bliver ramt af en krise falder salget kraftigt, men det kommer op igen, når krisestemningen begynder at aftage,« siger Morten Skak.

Mens senioranalytiker i Nordea Jan Størup Nielsen understreger, at det ekstra antal huse på salgslisterne lige nu peger i den rigtige retning, men spørgsmålet er, om det begynder at presse priserne ned igen.

»Der er en udbuds- og efterspørgselseffekt, som før eller siden vil komme til at virke,« siger Jan Størup Nielsen.

Bankerne mere villige

Hos landets største mæglerkæde i form af EDC Mæglerne er det ligeledes i den dyreste ende af boligmarkedet, hvor der er mest gang i den.

Kommunikationskonsulent hos EDC Birgitte Ringbæk mener, at det skyldes, at banker og realkreditinstitutter er blevet mere villige til at låne penge ud.

"Gennemsnitpriserne for ejerboligerne stiger, fordi det er de lidt dyrere boliger, som bliver handlet. For et år siden var det de mindre boliger, der blev solgt. I øjeblikket er det de lidt dyrere,« siger Birgitte Ringbæk.

Hun fremhæver, at selv om det går fremad, og salget af boligerne ikke længere er på nulpunktet, så ligger omsætningen af ejerboliger stadig ligger 30 procent under det normale.

 




Markedet lige nu