Der er stor forskel på boligprisernes udvikling rundt om i landet. Se økonomernes bedste bud frem til 2010 for de enkelte landsdele her.
15. december 2008, 07:01 – opdateret 2. november 2010, 13:18
Økonomerne er enige om, at der samlet set skal skæres et tocifret procenttal af boligpriserne, siden de toppede på forskellige tidspunkter fra 2006 rundt om i landet. Danske Bank forventer, at boligpriserne falder med 15,6 procent på landsplan fra 2007 til 2010, og for eksempel de såkaldte vismænd i Det Økonomiske Råd forventer 14,3 procents nedtur.
Men der er store forskelle, der dog hænger så logisk sammen, at områderne med de største prisstigninger også kommer til at opleve de største prisfald.
Dermed vil boligpriserne ifølge prognosen falde mest i Region Hovedstaden, hvor Danske Bank forventer, at der bliver kappet 26,7 procent af priserne i perioden fra de toppede i 3. kvartal 2006 frem til udgangen af 2010.
Banken forventer dog, at prisfaldene vil aftage i styrke, så de kun bliver på knap 6 procent i 2010.
Bedst ser det ud for Nordjyderne, som ifølge prognosen kun vil et prisfald på 6 procent fra 2. kvartal 2008 frem til begyndelsen af 2011.
Læs også: Boligsalg på katastrofekurs
Beregningen af de kommende prisfald tager udgangspunkt i den del af prisstigningen, der ikke kan forklares med for eksempel udviklingen i renter og indkomst, samt udgiften til en lejebolig.
"I første kvartal 2008 var forholdet mellem boligpriser og indkomst ca. 62 procent højere end det historiske gennemsnit. Hvis man betragter boligpriserne i forhold til lejepriserne, var boligpriserne ca. 43 procent højere end det historiske gennemsnit," skriver banken i en analyse.
Desuden påpeger analysen, at der kun i få andre lande er så stor forskel mellem boligprisernes udvikling og de nævnte faktorer, som i Danmark. For eksempel er forholdet i USA mellem boligpriserne og indkomst kun 23 procent højere end det historiske gennemsnit.

























































