Når renten på de fastforrentede boliglån rykker, åbner det for at lægge lån om, såkaldt konvertering. Læs forklaringen på, hvad det vil sige at konvertere op og ned, og se effekten illustreret som en interaktiv grafik.
4. januar 2012, 09:32 – opdateret 4. januar 2012, 09:40
Når renten på realkreditlån med fast rente stiger eller falder, så åbner det mulighed for at konvertere de eksisterende lån. Det kan ske som en nedkonvertering til en lavere rente eller som en opkonvertering til en lavere restgæld, som til gengæld oftest giver en højere ydelse på grund af en højere rente.
Lige nu er det en nedkonvertering, der står på dagsordenen. Realkreditinstitutterne er ved at åbne nye låneserier til en rente på 3,5 procent. Og selv om tommelfingerreglen siger, at man skal springe to procentpoint ved en konvertering, så giver et spring på halvanden procentpoint også mening for de mange boligejere med femprocents lån.
Realkreditselskaberne forventer en kurs på obligationerne bag de nye lån på mellem 96 og 97,5, og det vil give en rente, der igen giver en besparelse på cirka 200 kroner per lånte million i forhold til et lån til fem procent i rente.
En rentestigning kan også udnyttes af boligejere med fastforrentede lån. Men det er en mere spekulativ manøvre. Og den kan give en højere ydelse på lånet, som der ikke er garanti for falder igen.
Gevinsten opstår som en lavere restgæld. Når renten er steget, så er kursen på obligationerne bag det nuværende lån faldet, og dermed kan lånet indfries til en lavere kurs, end det blev optaget til. Dermed er det en lavere gæld, der skal finansieres med det nye lån, som til gengæld er til en højere rente, ligesom der skal beregnes omkostninger for hele manøvren.
Dermed giver en opkonvertering bedst mening, hvis man enten forventer et rentefald, der sænker renten på den nu formindskede restgæld, eller hvis man skal sælge boligen og dermed skal indfri lånet.
