Så sexet er gør-det-selv manden

Så mange mænd gør det selv, så tit går det galt - og så mange kvinder anser det for maskulint, når manden leger håndværker.

Kønsrollerne trives i bedste velgående bag ligusterhækkene i de danske villakvarterer: Mændene slæber havefliser og bygger redskabsskure, mens kvinderne syr gardiner og indretter børneværelser. Det er i hvert fald en af konklusionerne i en stor undersøgelse af danskernes gør-det-selv vaner, som magasinet Idényt står bag.

9.000 villaejere har svaret på spørgsmål om deres vaner og evner som hjemme-håndværkere, og undersøgelsen afslører også, at hver syvende mand griber værktøjskassen, fordi han mener, at resultatet bliver bedst på den måde – mens hver sjette kvinde vægter det sociale aspekt i at familien gør det selv.

38 procent af villaejerne svarer, at de i høj eller meget høj grad opfatter sig selv som gør det selv-mennesker. Kun fem procent erkender, at de har ti tommelfingre og slet ikke er til handyman-projekter i hjemmet - ikke desto mindre har 11 procent oplevet, at et gør-det-selv projekt er kørt så meget af sporet, at de har måttet søge hjælp for at blive færdige. Af disse var det dog kun halvdelen, der henvendte sig til en håndværker. Resten søgte hjælp hos familie, naboer og venner.

Læs også: Købere af sort arbejde skal straffes

Det er især mændene, der identificerer sig selv som gør det selv-mennesker i Idényts undersøgelse: Lidt flere end halvdelen af villakvarterets mandfolk betegner således sig selv som gør det selv-mennesker mod 24 procent af kvinderne.

Det vigtigste argument for at gøre det selv er økonomien. Knap halvdelen af hjemme-håndværkerne mener således, at de kan gøre det billigere, end hvis en professionel tager regningsblokken frem.

På andenpladsen kommer det lystbetonede svar, at "det er sjovt", mens den tredjevigtigste motivationsfaktor er muligheden for at være fælles om et projekt i familien. Sidstnævnte argument høres primært blandt kvinder.

Læs også: Her er boligejernes værste naboer

Til gengæld svarer 14 procent af husfædrene ganske skråsikkert, at de primært udfører gør det selv-projekter, fordi de "gør det bedst selv".

Og når projektet bliver vellykket, så anser 24 procent af mændene sig for at være ekstra maskuline.

Men her må man faktisk konkludere, at mændene undervurderer sig selv: Blandt kvinder mener nemlig 52 procent, at deres mand er mere maskulin, når det er lykkedes ham at gøre det selv, og blandt kvinder mellem 30 og 39 år deler hele 65 procent den holdning, viser Idényts undersøgelse

Hvor mange penge bruger vi så på at gøre det selv?

Her viser undersøgelsen, at de danskere, der planlægger at gennemføre gør det selv-opgaver i 2010, i gennemsnit regner med at spendere ca. 14.000 på projektet. Sønderjyderne topper listen med ca. 16.000 kr. til gør det selv-projekter, mens sjællænderne ”nøjes” med at bruge 12.000 kr.

Husstande med en samlet indkomst over 700.000 kroner forventer i år at bruge omkring 18.500 kroner på gør det selv projekter.

 



Markedet lige nu