Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Så meget er der skåret af friværdien

I gennemsnit har boligejerne fået skåret 185.000 kroner af friværdien i huset eller lejligheden sidste år, men de har stadig mange milliarder at rutte med.

Boligejerne klynker over faldende ejendomspriser. Men selv om der er skåret kraftigt i den i løbet af 2008, så har de stadig masser af friværdi, som de kan belåne, hvis de mangler penge til andre fornøjelser.

"Vi har stadig væsentlig friværdi, og vi har stadig mange ret velpolstrede boligejere," siger direktør i Realkreditrådet, Ane Arnth Jensen.

I gennemsnit havde den enkelte boligejer 730.000 kroner i friværdi i sit hjem, da  2009 begyndte. Det er 185.000 kroner færre end året før, men stadig ikke småpenge.

Samlet set er beløbet nærmest enormt, da der ligger for 1200 milliarder kroner friværdi i de danske hjem, så boligejerne kan i princippet slå sig sammen og bygge ti Fehmernsund-forbindelser for egne midler, om de skulle ønske.

Alligevel går historierne om folk, der er stavnsbundet til deres bolig, fordi de ikke har råd til at indfri lånet og flytte. Ane Arnth Jensen påpeger dog, at det i ikke drejer sig om særlig mange i realiteten.

"De boligejere, der er teknisk insolvente, er typisk dem, der har købt ejendom indenfor de senere år, men der er faktisk ikke handlet så mange ejendomme i den periode," siger hun.

Krisen og de faldende huspriser har gjort boligejerne mere bevidste om, at friværdi ikke bør soldes væk. Derfor var der færre, som valgte at optage tillægslån i deres bolig i 2008 end året før, og dem, der gjorde, brugte i høj grad pengene på at forbedre boligen. Det viser en opgørelse fra Realkreditrådet.

Tallene for friværdiens størrelse er derimod anslået af Nykredit, og de afspejler forskellen mellem boligens markedsværdi og realkreditlånets størrelse. Der er altså ikke taget højde for, at en del af friværdien allerede er væk, fordi den ligger i andre lån, og heller ikke for, at boligpriserne har taget et ekstra dyk siden nytår.

 




Markedet lige nu