Ny indsats mod rotter er helt utilstrækkelig, advarer eksperter.
9. september 2010, 11:56 – opdateret 2. november 2010, 15:20
Det danske kloaksystem kan nå næsten to gange rundt om jordkloden, hvis det blev bredt ud. Og det er propfyldt af brune rotter. Men efter sommerens oversvømmelser og overfyldte kloakker er tusinder og atter tusinder af rotter begyndte at stikke næsen op på landjorden, skriver MetroXpress.
De mange rotter er farlige, fordi de er smittebærere af sygdomme og hvert år ødelægger for millioner af kroner i huse og afløb, lyder det fra Miljøministeriet, der netop har haft udkastet til en ny ‘rotteplan' i høring. Udkastet skal blandt andet give borgerne mulighed for at anmelde rotter døgnet rundt og sørge for, at rottefængere bliver uddannet bedre.
Men handlingsplanen er kun små tiltag, der ikke hjælper, lyder kritikken fra eksperter, der mener, at der er brug for en langt bedre renovering af kloaksystemet.
Læs også: 100.000 boliger truet af oversvømmelse
»Den eneste måde, man for alvor kan komme rotteplagen til livs på, er ved at holde dem i kloakkerne. Problemet opstår, når de kommer op af huller fra samlinger og ledninger, der er gået i stykker,« siger Bengt Holst, biolog og videnskabelig direktør i Zoo København.
Han bakkes op af Peter Steen Mikkelsen, der forsker i vand i byer ved Danmarks Tekniske Universitet:
»Problemet med rotter er relateret til vores kloakker, der efter min mening slet ikke prioriteres højt nok af politikerne. Jo dårligere kloakken er, desto bedre leveforhold har rotterne.«
Læs også: Forsikring sortlister våde boligområder
Men kloaksystemet bekymrer man sig ikke om i Miljøministeriet, for det har traditionelt været et ansvar for kommunerne.
»Hvis kloakkerne skal renoveres bedre, vil det kræve enorme økonomiske investeringer. Og regningen vil ende hos forbrugerne, fordi kloakdriften finansieres af den takst, som borgerne betaler for vand,« lyder det fra Gyrite Brandt, der er specialkonsulent inden for vand- og klimaområdet i Kommunernes Landsforening til MetroXpress.
Rotterne kommer i særlig grad op til overfladen, når der er overbefolket i kloakkerne, og når der er oversvømmelse. Rotternes antal er ukendt. Det skyldes, at de primært lever i kloaknettet. Et rottepar kan i løbet af få år udvikle sig til 700-800 individer.
































