Nykredit står alene med planerne om at udstede realkreditlån i flere lag med de sikre, fastforrentede lån over 60 procent af boligens værdi. Men RD har tanker om helt at udfase etårige flekslån. Se merprisen for treårige flekslån.
19. december 2011, 10:55
Nykredit kan formentlig have sine planer om at dele realkreditbelåning op i lag i fred. Men landets næststørste realkreditselskab Realkredit Danmark arbejder med en anden model for at nedbringe kapitalkrav og risiko for realkreditsektoren.
"Jeg er enig i, at Nykredits model vil styrke robustheden. Men vi har ikke planer om at indføre to-lags belåning, blandt andet fordi det vil medføre højere omkostninger gøre det dyrere for kunderne," siger adm.direktør i RD Carsten Nøddebo Rasmussen.
Nykredit indfører sandsynligvis belåning i to lag, så kun de første 60 procent af boligens værdi må finansieres med afdragsfrie lån med variable renter. De resterende 20 procent af den tilladte realkreditbelåning op til 80 procent skal efter planen være fastforrentede lån med afdrag.
Realkredit Danmarks planer går i retning af at udfase de etårige flekslån. Men kun fremadrettet for nye kunder, hvis det bliver en realitet, understreger Carsten Nøddebo Rasmussen.
"Vi bør kigge på, hvordan man kan udfase de helt korte lån, for jeg er helt enig med Peter Engberg (koncernchef i Nykredit, red.) i, at der bør være færre kunder med korte flekslån og fuld afdragsfrihed," siger han.
Tankerne kommer i erkendelse af, at det med Carsten Nøddebo Rasmussens ord "gik lidt for hurtigt" på realkredit- og boligmarkedet i det forløbne årti.
De kortløbende flekslån med varible renter repræsenterer en større risiko for realkreditinstitutterrne, hvilket flere af de såkaldte ratingbureauer har påpeger. Det har udløst højere kapitalkrav og dernæst højere priser for flekslån.
"Jeg er sikker på, at ratingbureauerne har en forventning om, at vi arbejder på at styrke robustheden i sektoren," siger Carsten Nøddebo Rasmussen.
Men han regner også med, at de enkelte realkreditinstitutter vil følge forskellige veje til at øge deres robusthed over for finansielle kriser, der også rammer låntagerne - altså de danske boligejere.
BRF Kredit har ikke aktuelle planer om at indføre noget, der ligner Nykredits model for at nedbringe risiko på udlån, oplyser direktør Carsten Tirsbæk Madsen.
"Vi var nogle af de første, der blev ramt af finanskrisen og de kapitalkrav fra ratinginstitutterne, der fulgte efter. Og derfor var vi også blandt de første, der indrettede os på den nye virkelighed," siger han.
BRF Kredit fik i sommer nedsat sin rating fra ratinginstituttet Moodys, og skiftede derefter til Standard & Poors, der tildelte selskabets obligationer en topkarakter - en såkaldt AAA-rating.
Ifølge Carsten Tirsbæk Madsen vil kunder, der opfylder kravene, forstsat kunne få afdragsfrie lån - krav der betyder, at boligejeren skal kunne klare terminerne på et 30-årigt fastforrentet lån med afdrag.
Heller ikke Nordea Kredit har planer om at følge i Nykredits fodspor. Her er man tilfreds med de eksisterende produkter og frygter uigennemskuelighed og højere priser for kunderne, hvis lånetyperne bliver mere komplekse.


























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten