Hverken advarsler om kommende rentestigninger eller risikoen for nye boligprisfald i horisonten ser ud til at svække danskernes nyfundne boligoptimisme.
9. marts 2010, 07:59 – opdateret 2. november 2010, 14:55
En ny meningsmåling fra Greens Analyseinstitut i dagbladet Børsen viser, at godt hver anden dansker nu tror på stigende boligpriser. Det svarer til godt en femdobling i boligoptimismen, siden det så sortest ud i januar 2009.
Ifølge beregninger foretaget af økonomer fra Syddansk Universitet peger styrken, hvormed vendingen i danskernes tillid til boligmarkedet for øjeblikket finder sted, i retning af et hop i de danske boligpriser på omkring 10 procent i år - og dermed et godt stykke over, hvad de danske husholdningers fundamentale økonomi kan bære den dag, boligrenterne igen begynder at stige.
»Hvis tendensen i retning af voksende boligoptimisme fortsætter i samme takt, som vi har set det i de sidste par måneder, så er der god grund til at frygte, at priserne hurtigt igen kommer op i et uholdbart leje med risiko for nye priskollaps til følge,« advarer lektor i boligøkonomi Morten Skak fra Syddansk Universitet.
Farten på vendingen i danskernes boligtillid bekymrer også økonomerne i Nordea, som mener, at en holdbar udvikling i boligpriserne i løbet af 2010 ikke bør ligge på meget mere end 2-3 procent.



























































