Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nykredit er taktstokken for realkredit

De øvrige på markedet følger lige efter kæmpen, der sidder på over 40 procent af det samlede marked.

Nykredit er med en markedsandel på over 40 procent en ganske betydelig spiller på markedet for boliglån i Danmark, og fungerer derfor som en slags taktstok for, hvad også Realkredit Danmark, Nordea Kredit og BRFkredit gør med deres bidrag og øvrige kilder til indtjening.

Det vurderer lektor og ekspert i boligøkonomi Morten Skak fra Syddansk Universitet.  Han siger, at det typisk er sådan på et marked, at mindre spillere følger de skridt, som lederen tager.

»Så det betyder helt afgjort noget, hvad Nykredit gør. Sætter den store spiller på markedet sine bidrag op eller ned, følger de andre ofte efter. Men det er forbudt at aftale priser indbyrdes. Snakker realkreditten sammen indbyrdes, og indgår de hemmelige prisaftaler, er det i strid med loven,« siger Morten Skak.

Han tilføjer, at på det ideelle marked med fuldkommen konkurrence, ville alle realkredittens priser ende med at blive ens, og overskuddet blive presset helt i bund. De senere år har realkreditten dog trukket enorme overskud i milliardklassen i land. Selv i 2009, der er blevet kaldt et alvorligt kriseår, var overskuddet hos Nykredit alene oppe på 3,7 milliarder kroner, hvis der lige ses bort fra de mange milliarder kroner, de tabte på at købe Forstædernes Bank.

»At realkreditten kan tjene så mange penge, gør det nødvendigt for Konkurrencestyrelsen at overvåge sektoren ekstra godt,« siger Morten Skak.

Mindre konkurrence

Han peger også på, at der kun er fire spillere, mens der tilbage i 1990erne var syv.

»At der er ganske få aktører betyder, at konkurrencen er mindre, og det bliver lettere at indgå ulovlige prisaftaler. Men i princippet er markedet åbent, så der er ikke noget i vejen for, at der kan kommer nye konkurrenter – også fra udlandet, hvis indtjeningen bliver meget stor,« siger Morten Skak.

At der ikke er forskel på priserne hos de to kunde- og fondsejede institutter, nemlig Nykredit og BRFkredit, og så de aktionærejede, Nordea Kredit og Realkredit Danmark, skyldes ifølge Morten Skak, at kunderne er for sløve.

Overskud bør være nul

»I princippet burde overskuddet hos kundeejede institutter være nul – eller deles ud til kunderne. Når det ikke sker, er det fordi, der ikke er noget pres fra kunderne. De burde jo møde op på repræsentantskabsmøder og generalforsamlinger og presse på for at få tingene ændret. Det er ikke nemt at ændre den slags, ved jeg godt, men det er, fordi kunderne ikke er i stand til at organisere sig, at de ikke får del i de ellers ganske store overskud,« siger Morten Skak.

Alle, der har et realkreditlån hos Nykredit, er medlem af Foreningen Nykredit og har ret til at stemme til repræsentantskabsvalget. Andre kan få stemmeret ved at købe obligationer fra Nykredit for mindst 25.000 kroner.

Årsløn på 7.830.000 kroner

Peter Engberg Jensen, der er koncernchef for Nykredit-koncernen, fik sidste år en årlig gage på 7,83 millioner kroner. Ud over dette kunne han købe en firmabil op til 25 procent af hans bruttoløn, svarende til 1,96 millioner kroner.

De øvrige fem øvrige medlemmer af Nykredits direktion har alle en årsløn på 5,15 millioner kroner og ret til at købe firmabil til 1,28 millioner kroner, fremgår det af koncernens årsregnskab.
 

 




Markedet lige nu