Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nybolig: Prisen på huse steg i februar

Den sidste luft siver ud af prisboblen på lejligheder, mens prisen på villaer og rækkehuse nu er ved at komme sig.

Mens priserne på især lejligheder især i København men også i resten af landet stadig er under pres, så er der forår i luften for ejere af villaer og rækkehuse. Det mener mæglerkæden Nybolig, som i sin prisstatistik for februar angiver en prisstning på landsplan på 1,2 procent for denne type boliger.

Statistikken viser også, at udbuddet af ejerlejligheder er faldet i Hovedstadsområdet og i Århus, mens antallet af villaer og rækkehuse er steget - primært uden for Hovedstadsområdet.

”Det forholdsvis store fald i antallet af lejligheder til salg kan være de første tegn på, at den generelle stigning i antallet af boliger til salg er ved at toppe. Et lavere udbud, kombineret med lavere boligpriser, en historisk lav rente og kommende skattelettelser er positive tendenser for boligmarkedet og dermed prisudviklingen,” vurderer Nyboligs kommunikationschef Eva Nørgaard Petersen.

Det tager dog fortsat forholdsvis lang tid at sælge sin bolig i Danmark. I januar og februar har det i gennemsnit taget 158 dage at sælge en villa og 159 dage at sælge en ejerlejlighed, oplyser Nybolig. Det er en stigning i forhold til samme periode sidste år på henholdsvis 31 dage for en villa og 10 dage for en ejerlejlighed.

Tilpasningen af priserne vil imidlertid hjælpe boligmarkedet i gang igen, vurderer Nybolig. Eva Nørgaard Petersen mener nemlig, at de forholdsvis lange liggetider ikke er et dækkende udtryk for, hvor lang tid det tager at sælge en bolig, der er "realistisk" prissat efter de nuværende markedsforhold.

”Prisnedsættelserne på ejerlejligheder i København betyder, at mindre lejligheder på eksempelvis Nørrebro og i Nordvest-kvarteret nu koster det samme som i 2. kvartal 2004. Dermed er den sidste luft i prisboblen ved at sive ud, og det er igen muligt for dem, der gennem de seneste tre-fire år har været udelukket fra at købe, at komme ind på markedet,” siger Eva Nørgaard Petersen.

 




Markedet lige nu