Ny rentegevinst venter lige om hjørnet

Alt tyder på bundrekord for flekslån for 50 milliarder kroner, der bliver refinansieret i næste uge.

En besparelse efter skat på 200 kroner om måneden og en rente, som rasler ned til nyt bundniveau. Det bliver resultatet for de mange tusinde boligejere, som i slutningen af næste uge skal have refinansieret deres rentetilpasningslån.

Det drejer sig om lån for i alt 50 milliarder kroner, som er udstedt af primært Nykredit og i mindre omfang BRF Kredit. Den nye rente på lånene kommer til at gælde fra 1. oktober i år, og alt tyder på, at den kommer ned på omkring 1,3 procent. For et lån på én million kroner vil det give en ydelse efter skat på 3.283 kroner.

Ved sidste års refinansiering af de samme lån endte renten på 2,2 procent. En ny gevinst er derved på vej til de danske boligejere med de mere risikable rentetilpasningslån.

»Rentemarkederne fortsætter historieskrivningen. Flere rekorder har udsigt til at blive slået, når vi refinansierer rentetilpasningslånene i begyndelsen af september,« siger cheføkonom i Nykredit John Madsen.

»Der er udsigt til den hidtil laveste rente. Det er frygten for endnu et kraftigt økonomisk tilbageslag, der driver renterne stadig længere ned. Det kommer de mange låntagere, som skal have ny rente på deres tilpasningslån, til gode,« siger John Madsen .

Det er forholdvis nyt, at der sker en refinansiering af rentetilpasningslånene her i begyndelsen af efteråret. Langt den største del af rentetilpasningslånene bliver refinansieret op til årsskiftet. Det vil i år dreje sig om lån for omkring 420 mia. kr. Men i de senere år er stadig flere boligejere begyndt at vælge rentetilpasningslån, der skal have ny rente enten til 1. oktober eller 1. april.

Læs også: Bank: Lav rente i flere år frem

Dette års refinansiering er den hidtil største i september. Spredningen af refinansieringen til tre gange om året er sket for at sikre, at der er investorer nok til at købe de mange obligationer, der bliver udbudt, når refinansieringen går i gang.

John Madsen regner med, at den lave rente ved den kommende uges auktion også vil sætte sine spor, når den største portion rentetilpasningslån skal have ny rente til december.

»Vi forventer ligeledes en rente ved decemberauktionen på omkring 1,6 pct. Det afspejler i høj grad, at euroøkonomierne har vanskeligt ved at få økonomisk fodfæste. Svage økonomier i kombination med lav inflation giver centralbankerne et råderum. Og der er ikke meget, som tyder på, at vi får renteforhøjelser før langt ind i det nye år,« siger John Madsen.

Læs også: Nordea: Fleksrenten falder 1. oktober

Han fremhæver, at nye dyk i renten bør få flere til at overveje at skifte etårige rentetilpasningslån ud med et, som løber fem år. På den måde er man sikker på den nuværende rente i et pænt antal år frem i tiden. Omvendt går man glip af en besparelse, hvis rente kravler endnu længere ned.
I forbindelse med refinansieringen kan et skift mellem de forskellige rentetilpasningslån ske til en pris på 500 kr., hvis man blot giver besked inden udgangen af august.

»Det er vores vurdering, at vi vil se flere, som ønsker at skifte fra deres etårige rentetilpasningslån til et femårigt denne gang,« siger John Madsen.

Læs også: Realkreditten overvejer lån med halve renter

»Vores anbefaling er begrundet i, at man kan sikre sig en rente over fem år til blot 2,3 pct., og det er historisk billigt. Det svarer samtidig til en beskeden merydelse efter skat på blot 225 kr. om måneden pr. lånte million i forhold til et etårigt rentetilpasningslån,« siger John Madsen.

Nogenlunde samme melding lyder fra BRF Kredit.

»Generelt er det vanskeligt at spå om renten, men når renten er nede i lave niveauer, så skal man overveje at krybe ud af rentekurven og udnytte den lave rente i flere år end blot på den helt korte bane,« siger seniorøkonom i BRF Kredit, Mikkel Høegh.

»Ulempen ved at omlægge er, at det bliver lidt dyrere her og nu. Det er nemmest i bagklogskabsklare lys at sige noget om den bedste timing i det her. Eksempelvis bliver vi løbende overrasket over, at renterne vedbliver med at falde,« siger Mikkel Høegh.

Læs også: Det sikre lån er det store hit

Økonomisk rådgiver Rune Wagenitz Sørensen fra Uvildige.dk drejer dog sin anbefaling i en lidt anden retning.

»Som udgangspunkt mener jeg, at man skal holde fast i sit etårige rentetilpasningslån. Det er alt andet lige det billigste. Hvis man har haft lånet i mange år, er det lavet ud fra et budget, hvor renten var meget højere. Den nuværende lave rente er blot en ekstra gevinst. Det er næppe så afgørende, hvor stor den bliver,« siger Rune Wagenitz Sørensen.

Han mener, at udgangspunktet for ens beslutninger om lån ikke skal være spådomme om, hvordan renten udvikler sig i fremtiden. Hvis man ser flere år ud i fremtiden, er det alligevel umuligt at forudse, hvordan renten bliver.

Læs også: Konverteringsbølge for milliarder på vej

»Hvis man skal låse renten, skal det være begrundet i nervøsitet. Det kan være langt mere relevant for dem, der har købt hus eller ejerlejlighed for nylig. De har fået lavet et budget ud fra en meget lav rente, og hvis de ønsker ro i sjælen om budgettet, kan det være en idé at skifte til et femårigt rentetilpasningslån,« siger Rune Wagenitz Sørensen.

»Det femårige rentetilpasningslån kan samtidig være en god idé, hvis man har købt en lejlighed og regner med kun at bo i den i nogle år. I det tilfælde kan et femårigt rentetilpasningslån komme til at fungere som et billigt fastforrentet lån,« siger Rune Wagenitz Sørensen.

 



Markedet lige nu