Ny låneguide vil vise boligkøbere vej

Penge- og pensionspanelet har lanceret en guide med oplysninger om forskellige typer af boliglån. Men den mangler en konverteringsguide.

Det kan være svært at finde rundt i de forskellige muligheder for at belåne en bolig. Efterhånden findes der en velvoksen buket af lånetyper med og uden afdrag og med forskellige former for rentetilpasning med og uden renteloft.

Derfor har det såkaldte Penge- og pensionspanel under Økonomi- og Erhvervsministeriet lanceret en låneguide, hvor man dels kan læse om de forskellige låntyper, dels kan forsøge at afklare hvilket lån, der egner sig bedst til behovet.

Den interaktive guide kan give forbrugerne et bud på, hvilke lånetyper man som udgangspunkt bør interessere sig for  afhængigt af for eksempel økonomi og livssituation.

”Danskernes behov for hjælp til at finde vej gennem lånejunglen er stort. Vores egne undersøgelser peger på, at halvdelen af de danskere, der har taget et boliglån inden for de sidste to år, enten synes at det er svært at sammenligne forskellige lånetyper, eller slet ikke har forsøgt sig med at opveje de enkelte lån mod hinanden,” siger PPP’s formand, professor Carsten Tanggaard i en pressemeddelelse.

 

 



Markedet lige nu