Nu kravler boligpriserne lidt op

Prisen på både huse og lejligheder er for første gang i to år for opadgående generelt for hele landet.   (Opdateres)

Det ser en anelse lysere ud for boligmarkedet. For første gang i to år stiger priserne for både ejerlejligheder og parcel- og rækkehuse i samme kvartal, oplyser Realkreditrådet.

Men priserne ligger dog fortsat et godt stykke under topniveauet i 2006, og det er heller ikke vendt tilbage til niveauet i 2008 endnu. 2009 står tilbage som et sort hul for boligpriserne.

Sidste år faldt parcelhusene med 7,5 pct., ejerlejlighederne faldt med 5,7 pct., mens sommerhusene faldt 8,1 pct.

De sjællandske boligejere er hårdest ramt med et prisfald på 12,4 pct. i 2009, mens hovedstaden så boligpriserne falde med 9,8 pct. på årsbasis.

Regionerne Syddanmark og Midtjylland kunne nøjes med prisfald på henholdsvis 3,9 og 6,9 pct., mens nordjyderne oplevede en lille stigning i priserne på 0,6 pct.

Men i årets sidse kvartal kom især hovedstadens priser sig lidt med en stigning parcel- og rækkehuse på 3,1 pct.

For lejlighedenes vedkommende endte 2009 med 5,7 pct. lavere priser end året før. Størst var faldet i Region Sjælland samt hovedstaden med fald på henholdsvis 14,1 og 6,4 pct. på årsbasis.

Men på landsplan er lejligheder steget med 1,3 pct. i årets sidste kvartal - det andet kvartal i træk med prisstigninger på lejligheder.

De små prisstigninger følges af stigende aktivitet på boligmarkedet. Antallet af handler er samlet steget med 21,5 pct. for parcelhuse, mens der er omsat 40,6 pct. flere lejligheder i 2009. Handel med sommerhuse slår de andre boligtyper med en stigning på 60 pct. i omsætningen.

"Dagens tal dækker over store regionale forskelle. Når det er sagt, er der imidlertid en tendens til, at boligmarkedet er ved at komme sig over en bred kam. Der er således mange steder i landet, hvor der er tale om stigende priser på såvel parcelhuse som ejerlejligheder, når man ser på udviklingen fra 3. kvartal til 4. kvartal. Det er imidlertid boligmarkedet i og omkring hovedstaden, der erfaringsmæssigt har været toneangivende. Det er da også her, at vendingen på boligmarkedet slår tydeligt igennem. Boligpriserne steg således med 2,75 pct. for parcelhuse i hovedstaden, når man korrigerer for sæson og med 3,75 pct., når man ser på lejligheder," skriver cheføkonom Ulrikke Ekelund i en kommentar.

Men hun gør også opmærksom på, at bligmarkedet er understøttet af de historisk lave renter, som i takt med udbredelsen af lån med variabel rente slår spiller en større og større rolle for boligmarkedet.

Cirka 60 pct. af de samlede realkreditudlån er med variabel rente, og Ulrikke Ekelund kalder ligefrem den lave rente for "doping" til boligmarkedet.

"Det må nemlig alt andet lige forventes, at renterne i andet halvår af i år langsomt men sikkert vil blive normaliseret. Det betyder, at det skrøbelige opsving, vi har på boligmarkedet, meget hurtigt vil blive syretestet, og der vil være en vis sandsynlighed for, at det ikke helt klarer testen. Specielt ikke hvis ledigheden fortsætter med at stige med den nuværende hastighed," skriver hun advarende.

Samlet forventer hun en flad prisudvikling påboligmarkedet i år.

Chefanalytiker i Nykredit Thomas Kyhl beskriver også et boligmarked, der trækkes op af den lave rente og skattelettelserne, mens stigende ledighed trækker ned og især ramer de jyske landsdele.

"Når priserne trods alt fortsætter med at falde flere i flere jyske landsdele, så hænger det sammen med, at der fortsat er en vis ubalance i huspriserne i netop disse landsdele, samt områderne er hårdest ramt af den stigende ledighed," skriver han i en analyse og konkluderer, at stigende renter fra centralbankerne hen over sommeren vil ramme boligmarkedet og priserne, før det for alvor begynder at lysne i 2011.

Realkredit Danmarks cheføkonom Elisabeth Toftmann Asmussen er overrasket over, at boligmarkedet øst for Storebælt er kommet sig så hurtigt.

"Dagens tal er langt hen af vejen i tråd med vores forventninger om, at prisfaldende er ved at være historie øst for Storebælt, mens priserne fortsat skal falde lidt tid endnu vest for bæltet," vurderer hun.

 



Markedet lige nu