Fald i både renter og priser på lejligheder har igen gjort det overkommeligt for forældre at købe en lejlighed til poderne.
5. maj 2009, 10:47 – opdateret 2. november 2010, 13:56
I nogle tilfælde kan det ligefrem være en overskudsforretning for forældre at købe en lejlighed og leje den ud til deres barn til markedsprisen.
Hvis forældre køber en 50 kvadratmeters københavnerlejlighed til knap en million kroner, kan deres barn leje den af dem for cirka 3.500 kroner. Med et afdragsfrit fastforrentet lån giver det forældrene en udgift på cirka 400 kroner om måneden, og hvis de vælger et afdragsfrit etårigt flekslån, vil de have et overskud på omtrent 300 kroner om måneden på arrangementet, skriver Politiken.
Det samme arrangement ville for blot 10 måneder siden have kostet dem omtrent 1.500-1.600 kroner mere om måneden afhængig af lånetype, viser en beregning, som Realkredit Danmark har lavet til avisen.
"På meget kort tid har hele situationen ændret sig, så køb af lejlighed kræver færre penge, og man skal betale mindre for at låne dem. Hvis ens barn så betaler en typisk leje for at bo i den, kan det faktisk blive til et plus på kontoen, fordi indtægter overstiger udgifter," siger cheføkonom Elisabeth Toftmann Asmussen fra Realkredit Danmark.
Årsagen til, at omkostningerne kan blive så lave - eller at det ligefrem kan blive en indtægt - for forældre, er, at underskuddet kan trækkes fra i skat.
I beregningen går Realkredit Danmark ud fra, at de forældre, der typisk vil købe lejlighed til deres barn, betaler topskat og har en friværdi på mindst 200.000 i deres egen bolig, så de kan bruge friværdien til at finansiere de 20 procent af boligkøbet og lade et realkreditlån dække resten.
Privatøkonom Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg vurderer, at beregningerne er "sobre". Men han påpeger også, at der altid er en risiko ved at belåne friværdien i sin egen bolig for at købe en anden bolig.
"Det svarer i princippet til at tage lån i sine aktier for at købe flere aktier," siger Kim Valentin.


























































