Sælgere af huse og lejligheder giver mindre afslag i prisen end før, viser ny optælling. Det kan være et tegn på, at boligmarkedet har fået det lidt bedre.
4. januar 2010, 10:27 – opdateret 2. november 2010, 14:44
Afslaget i pris, når en bolighandel falder i hak, er på vej ned. Det er første gang, siden boligkrisen brød ud i efteråret 2006, at sælgere og købere af villaer og rækkehuse nu har nemmere ved at blive enige om prisen.
Det er ejendomsmæglerkæden Home, som har undersøgt, hvor store afslag, der er givet i prisen i både første og andet halvår af 2009 på handler med villaer og rækkehuse på landsplan.
I første halvdel af 2009 gik handlerne gennem med et sidste afslag til køber på 7,1 procent i snit. Det svarer til et beløb på 150.000 kroner.
Men i årets sidste halvdel skruede sælgerne ned for afslaget, hvor det faldt til 6,1 procent – eller 130.000 kroner, viser opgørelsen.
»Det er godt nyt for boligmarkedet, at handlerne nu falder på plads med et mindre afslag. Boligsælgerne ved efterhånden godt, at de er nødt til at følge priserne på markedet, hvis de skal fange købernes interesse. Det går ikke at sætte noget til salg, hvis prisen er urealistisk høj,« siger kommunikationschef Niels H. Carstensen i Home.
Men familier, som jagter ny bolig, har givet også fået mere appetit på at slå til hurtigere end før inden for det sidste halve års tid, eftersom især den korte rente er faldet til noget af det laveste i mands minde. Oven i dette er der så også udsigt til pæne skattelettelser i år.
Så samlet ser afstanden mellem køber og sælger ud til at være blevet lidt mindre. De lavere prisafslag har dog ikke givet færre handler. Tværtimod. I andet halvår af 2009 er der solgt lidt flere villaer og rækkehuse på landsplan end i første halvår.
Om boligmarkedet samlet set er på vej op eller ned er der stærkt delt meninger om. Men de fleste bud går lige nu på, at priserne er ved at have nået bunden omkring hovedstaden, mens de godt kan fortsætte med at falde andre steder i landet.


























































