På Bornholm fjerner ejendomsmæglerne "Til Salg-skiltene" for ikke at skræmme køberne væk.
13. december 2011, 09:45 – opdateret 13. december 2011, 09:55
Der er rigtigt mange boliger at vælge blandt for en køber på Bornholm. Men en skov af "Til Salg-skilte" risikerer at skræmme boligkøbere væk. Derfor er mæglerne på Bornholm begyndt at fjerne skiltene igen - også selv om boligerne ikke er solgt. Det oplyser TV2/Bornholm.
"Vi synes, det er negativt at se en ø med så mange "Til Salg-skilte", som der har været. Nogle huse har haft to og tre skilte på, og det har været for overvældende, og det har været svært for kunderne at kapere, at der har været så meget til salg," siger Carsten Schou, ejendomsmægler fra Bornholmerbo.
Han regner med, at potentielle købere frem over vil henvende sig direkte til ejendomsmæglerne for at høre, hvad der er til salg.
Først når en bolig er solgt, vil ejendomsmæglerne sætte et skilt op, hvor der står, at boligen er solgt.
Alle de bornholmske mæglere er enige om at fjerne skiltene som et forsøg ind til midten af 2012.


























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten