Købere af især lejligheder i København har oplevet en kraftig stigning i deres rådighedsbeløb efter omkostninger til bolig.
17. februar 2009, 12:26 – opdateret 2. november 2010, 13:35
De fortsat faldende boligpriser er ikke kun dårligt nyt for danskerne. Førstegangskøbere - især af lejligheder i København - har flere penge til overs efter deres boligomkostninger, end de havde for to-tre år siden.
I 2006 var rådighedsbeløbet for en førstegangskøber af en lejlighed i Københavns by nede på 14.700 kr. Ved indgangen af 2009 var rådighedsbeløbet steget med hele 40 procent til 20.700 kroner.
Det viser Nykredits såkaldte boligindeks, som måler boligejernes boligomkostninger i procent af deres indkomst.
"Førstegangskøberen brugte mindre af sin indkomst på hus og lejlighed i stort set alle dele af landet i 4. kvartal. Boligindekset for huse faldt med 1,2 procentpoint til 46,1 procent, indekset for lejligheder faldt med 1,1 procentpoint til 44,5 procent i 4. kvartal," konkluderer Nykredit.
På landsplan har en ny huskøber et rådighedsbeløb på omkring 23.500 kr. om måneden mod 20.700 kr. i midten af 2006, mens lejlighedskøberen har 20.500 kr. til sin rådighed mod 16.700 kr. i 2006.
"Det er i høj grad de lavere boligpriser, der giver førstegangskøberen mere råderum i økonomien. I hele hovedstaden er boligbyrden hastigt på vej ned. I Nordsjælland bruger førstegangskøberen nu godt 55 procent af sin indkomst på boligen mod 58 procent for bare et kvartal siden," skriver Nykredit.



























































