Kælderen er våd nok til at kunne bruges til fiskeopdræt, eller det drypper gennem loftet.
30. august 2010, 11:37 – opdateret 2. november 2010, 15:19
Mange lejere er ramt af sensommerens skybrud, men udlejerne tøver, og Lejernes LO får masser af henvendelser fra de fugtramte, skriver 24 timer:
Loftet har tydelige gulbrune striber, hvor vandet er løbet de seneste uger. Et par spande på gulvet samler dråberne op, men vandet flytter sig, og nogle gange begynder det at dryppe et nyt sted. I lejligheden ved siden af er noget af loftet faldet ned – det blev for tungt af al vandet. Udlejeren er kontaktet, men han synes ikke, det er et større problem og har foreslået lejerne at købe nogle flere spande og sende regningen på dem til ham.
Eksemplet stammer fra en ejendom på Vesterbrogade, hvor beboerne tøver med at stå frem. Men det kunne være mange andre steder, siger Lejernes LO, der har haft mange henvendelser fra usikre lejere, siden sensommerens heftige regnskyl begyndte.
»Det er især vand i kælderen eller vand fra taget, der er problemet. Og vi har fået flere henvendelser end sædvanligt. Måske har regnen været kraftigere, men vi kan også mærke, at mange udlejere har sparet på vedligeholdelsen under finanskrisen,« siger cheføkonom Jesper Larsen fra Lejernes LO.
Læs også: Forsikring sortlister våde boligområder
Men lejerne behøver ikke at være hjælpeløse, siger han.
»Der er bestemmelser i lejeloven, der gør det muligt at tvinge udlejeren til at gøre noget ved sagen, og hvis han eller hun ikke gør det, har man mulighed for selv at tage affære. Men udlejeren skal have en rimelig frist. Vi taler ikke om uger, men man kan heller ikke forvente, at man kan sende et brev om aftenen og så næste dag selv ringe efter håndværkere, fordi udlejeren ikke har svaret,« siger Jesper Larsen.
I ét tilfælde kan man dog selv tillade sig at tage affære, hvis man ikke kan få fat i udlejeren. Og det er, hvis der er akut og alvorlig fare, hvis for eksempel et tag er blæst af, eller et loft truer med at falde ned.
»Men ellers bør man give en klar frist – ellers risikerer man at hænge på regningen selv,« siger Jesper Larsen.



























































