Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Lejeboliger går som varmt brød

Krisen på markedet for ejerboliger får folk til at stå i kø efter både liebhaveri og små lejligheder til leje.

Mens boligejerne vånder sig og ikke kan komme af med huset eller lejligheden, næsten uanset hvor meget de sænker priserne, så oplever udlejerne en veritabel storm på lejeboliger. Det skriver 24timer.

På bare halvanden måned er tidsperioden fra, at lejeboligen bliver udbudt, til den bliver udlejet, i gennemsnit blevet tyve procent kortere på landsplan. Hurtigst går det med at leje ud i Aalborg, hvor liggetiden er forkortet med 40 procent, men også de københavnske lejeboliger ligger nu 24 procent kortere tid på nettet end ved årsskiftet. 

På dba.dk tager det for eksempel i gennemsnit kun tre uger at leje en bolig ud.

»Kurven er for alvor knækket her i starten af 2009, hvor vi ser en tydelig tendens, der viser, at folk nu i stor stil ønsker at leje i stedet for at købe. I gennemsnit ligger lejeboliger nu i tre uger, mens boliger til salg ligger 200 dage,« siger marketingschef Steen Trier fra dba.dk til 24timer.

Efterspørgslen efter lejeboliger gælder også i den eksklusive del af markedet. Scandia Housing, der formidler lejemål i den dyre ende af boligbarometeret, har på tre år oplevet en stigning i lejemål på 250 procent. Ifølge direktør Peter Høyer skyldes det, at langt flere traditionelle købere lejer sig frem på grund af mistillid til ejerboligmarkedet.

Lektor i boligøkonomi Jens Lunde fra Copenhagen Business School er ikke i tvivl:

»Der er kommet en del flere lejeboliger, for når man ikke kan få solgt en ejerbolig, er det en oplagt mulighed at leje den ud i håbet om, at boligprisfaldet stopper. Dette er dog ret risikabelt. Køberne holder også igen netop på grund af usikkerheden om, hvor langt priserne på ejerboliger går ned,« siger han.

Læs også: Livet lidt lettere for boligkøbere

 




Markedet lige nu