Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Lang nedtur i sigte

De faldende huspriser stopper tidligst i 2010 - og sandsynligvis først i 2011, lyder vurderingen fra Nordea.

Vejrudsigten for boligmarkedet byder på regn, slud og hård blæst de næste mange år. Tidligst i 2010 begynder solen igen at stråle på husejerne, og der er stor sandsynlighed for, at det først sker i 2011.
Sådan lyder vurderingen fra Nordeas cheføkonom Helge J. Pedersen.

»Vi forventer, at nedturen forsætter i hvert fald de næste to år. En gradvis vending kommer således først i 2010. Men hvis pessimismen bider sig fast, og arbejdsløsheden stiger, kan det sagtens have længere udsigter og først begynde at vende i 2011,« siger Helge J. Pedersen.

Uden at have medregnet udsigten til flere arbejdsløse forventer Nordea, at huspriserne falder fire procent i år, syv procent i 2009 og tre procent i 2010.

Ligevægt vender tilbage

Beregningerne er baseret på forventninger om pæne løft i danskernes disponible indkomster og en lavere boligrente. Det vil, sammen med de faldende boligpriser, sænke boligbyrden fra et alt for højt niveau i dag til et leje, hvor erfaringerne siger, at danskerne igen har råd og dermed lyst til at købe en bolig.

»Der er ingen tvivl om, at priserne har været for høje i forhold til den øvrige udvikling. Men vores beregninger viser, at der er ligevægt mellem huspriser og rådighedsbeløb i 2010,« siger Helge J. Pedersen.

For høje og for lave priser

Men selv om beregningerne viser, at vendingen kommer i 2010, er cheføkonomen alligevel tilbøjelig til at mene, at husejere skal have endnu større tålmodighed. Det skyldes, at den reelle prisudvikling har tendens til at komme for højt op og ned i forhold til ligevægtsprisen:

»Ligesom priserne kan blive for høje, kan de også blive for lave. Det er sjældent, priserne følger ligevægtsprisen, så vendingen kan sagtens komme senere, end de økonomiske beregninger viser,« siger Helge J. Pedersen.

 




Markedet lige nu