Ny dom slår fast, at fjernvarmekunder er tvunget til at betale høje varmepriser - også selv om de ikke fik tilslutningspligt oplyst, før de købte hus.
12. januar 2010, 13:27 – opdateret 2. november 2010, 14:45
Der er ingen vej uden om at blive tilsluttet kommunens dyre fjernvarme - heller ikke selv om pligten ikke blev oplyst ved køb af huset, viser ny dom.
Boligsiden Bolius beskriver en afgørelse i en sag fra Østre Landsret i dag, hvori en Niels Brandt Larsen fra Hundested først efter købet af sit hus opdagede, at han var forpligtet til at modtage den meget dyre fjernvarme fra det lokale kraftvarmeværk. Det fremgik ikke af papirerne, selv om loven kræver, at kommunen skal tinglyse tilslutningspligten.
Men nu har landsretten givet Energiklagenævnet medhold i, at Niels Brandt Larsen skal modtage den dyre varme, der øger hans varmeregning fra 9.600 til 25.000 kroner om året.
"Der er ingen tvivl om, at kommunen skulle have tinglyst tilslutningskravet. Kommunen har begået en brøler og har formentlig røde ører. Men vi vurderer, og det vurderer by- og landsretten også, at den brøler ikke skal have konsekvenser for kommunen," siger sekretariatschef i Energiklagenævnet, cand. jur. Henrik Chieu.
Nu vil Niels Brandt Larsen gerne prøve sagen ved Højesteret.
"Det kan ikke være rigtigt, at det ikke har nogen konsekvens for kommunen, at de ikke har overholdt tinglysningspligten. Som borger må man kunne forholde sig til de oplysninger, der står i tinglysningsrapporten, og det fremgik ikke, at der var tilslutningspligt," siger Niels Brandt Larsen til Bolius.



























































