Der er nu 62.000 boliger til salg på internettet, viser ny statistik fra Realkreditrådet.
15. juli 2010, 10:10 – opdateret 2. november 2010, 15:12
Danskerne har igen fået lyst til at sælge deres bolig. I alt 62.000 parcel- og rækkehuse, ejerlejligheder og fritidshuse står til salg på internettet.
Det fremgår af Realkreditrådets boligudbudsstatistik for juni 2010, der netop er offentliggjort. Realkreditrådet skriver, at den spirende optimisme på boligmarkedet i foråret med stigende priser og flere handler har fået flere til at sætte deres bolig til salg. Der er lige så meget at vælge mellem som sidste år.
Tæt på 42.000 parcel- og rækkehuse står til salg. I Hovedstadsområdet er der færre parcel- og rækkehuse til salg end sidste år. Det modsatte gør sig gældende i alle dele af Jylland, på Vest- og Sydsjælland, Fyn og Bornholm. Priserne på salgsskiltene er fulgt med denne udvikling. I Hovedstadsområdet er udbudpriserne på parcel- og rækkehuse steget omkring 5 pct., mens der sættes lavere priser end sidste år i resten af landet.
Cheføkonom i BRF Kredit Ulrikke Ekelund påpeger, at hvis man har fået blod på tanden og vil forsøge at sælge sin bolig, så skal man dog væbne sig med tålmodighed.
"Boligerne er således udbudt til salg i gennemsnit i 220 dage. Det er 10 dage mere end for et år siden, men dog 6 dage færre end i maj. For ejerlejligheder er tendensen stærkere, idet en bolig nu er udbudt til salg i 206 dage mod 242 dage for et år siden. For fritidshuse er udbudstiden uændret," siger Ulrikke Ekelund.
Hun påpeger samtidig, at når de københavnske boligsælgere sætter priserne op, er det store spørgsmål, om de får deres forventninger opfyldt. Det giver tallene fra Realkreditrådet ikke noget entydigt svar på.
Seniorøkonom i Danske Bank Tore Damgaard Stramer mener, at dagens tal viser, at boligmarkedet er på vej mod mere normale tilstande efter en kaotisk tid.
Hvad priserne angår mener både BRF Kredit og Danske Bank, at boligpriserne fremadrettet vil være svagt stigende eller måske uændrede. Det store udbud af nye boliger vil alt andet lige trække i retningen af en dæmper på prisudviklingen, fremhæver BRF og Danske Bank.



























































