Skal du bygge hus, kan det være en god ide at købe grunden nu.
7. september 2010, 12:02 – opdateret 2. november 2010, 15:20
Efter nytår bliver alle byggegrunde landet over i princippet 25 procent dyrere. Sælgere af byggegrunde skal nemlig frem over betale moms af salget, og den udgift bliver væltet over på køberen af grunden, fortæller DR København.
Derfor prøver mange kommuner i øjeblikket også at komme af med deres byggegrunde til den billige pris. Det sker blandt andet i Roskilde, hvor avisannoncer tilbyder parcelhusgrunde i Trekroner under overskriften "Slå til nu".
- Lige nu er man sikker på at købe til den billige pris, men hvad der sker efter første januar er jo ikke til at vide. Langt hen ad vejen vil det være markedet, der bestemmer prisen, siger Roskildes borgmester Poul Lindor til DR København
Hvis man har lidt is i maven kan der dog være endnu større besparelser at hente om et par måneder, lyder det fra momschef i revisionsfirmaet BDO, Steen Kristensen:
- Der er mange større byggevirksomheder, som har grunde liggende. Der vil være mange som hen imod slutningen af året vil forsøge at sælge de grunde og indgå aftaler. Så spørgsmålet er, om man skal slå til nu eller man skal have lidt is i maven, siger Steen Kristensen til DR København.










































