Klimaet kan flytte danske sommerhuse

Klimaændringerne vil gøre det nødvendigt at rive danske sommerhuse ned eller flytte dem ind i landet.

»Nogle steder vil vi skulle stoppe for nybyggeri og reparationer. Enkelte steder må vi decideret opgive sommerhusområder som følge af den øgede kysterosion«, siger Per Sørensen, direktoratets kysttekniske chef, til Politiken.

 

Der har altid været erosion på de danske kyster, især i Nord- og Vestjylland. Men problemet forstærkes af det nye klimas kraftigere storme, højere vandstand og heftigere regnskyl. Og det vil eskalere i fremtiden.

I England planlægger myndighederne at opgive hele små kystsamfund, fordi det samfundsøkonomisk ikke kan betale sig at sikre dem. I Danmark går erosionen noget langsommere, og husene ved havet er oftest mere værdifulde end i England. Men også her er klimatilpasningen i gang.

»Typisk opstår der blandt sommerhusejerne en erkendelse af, at udgiften til at redde sommerhusene ikke står mål med husenes værdi«, siger Per Sørensen til Politiken.

I den nordlige del af Lønstrup i Nordjylland har grundejerforeningen eksempelvis indført et tilbud til husejere, hvis huse er ved at styrte i havet: De kan i stedet bygge på et nyt areal omme bagved. Ved Nørre Lyngby i samme kommune er man i gang med en lignende praksis.

Det kan dog kun hænge sammen økonomisk i områder, hvor grundpriserne er relativt lave og husene relativt gamle. Andre udsatte steder kan det bedre betale sig at skrue op for kystbeskyttelsen, for eksempel i Nordsjælland.

Men i de dyre områder kan der blive problemer med finansieringen, blandt andet fordi grundejerne ikke kan blive enige, ikke vil betale eller stritter imod projekterne, skriver Politiken.

Kommunernes Landsforening (KL) har således flere eksempler på, at reglerne ikke er stærke nok, for eksempel i Gentofte, i Frederikshavn og i Guldborgsund Kommune.

»Vi har derfor bedt Kystdirektoratet og Transportministeriet om at se på, hvordan kommunerne kan få endnu bedre muligheder for at sikre kysterne«, siger Jens Stenbæk (V), formand for KL's teknik- og miljøudvalg, til Politiken.
 

 



Markedet lige nu