Ejendomsmæglerne for den dyre ende af markedet Jan Fog og Pernille Sams mærker også finanskrisen.
11. september 2009, 14:17 – opdateret 2. november 2010, 14:27
Finanskrisen har ramt boligmarkedet over hele linjen - også i det dyre segment, hvor det tager lang tid at slippe af med landets dyreste villaer.
Det tager nu halvanden gang så lang tid, at sælge et hus med prisskilt på over 10 millioner kroner, i dag, som det gjorde i 4. kvartal 2007, skriver epn på basis af tal fra Boligsiden.dk. Dengang tog det omtrent 135 dage at få solgt sin millionvilla, mens det i dag tager 213 dage.
"Mange af mine købere har mistet penge i finanskrisen, så lige nu har folk ikke lyst til at bruge så mange penge på en bolig," siger Jan Fog til epn.
Den manglende købelyst kan også mærkes hos den anden liebhavermægler kendt fra tv, Pernille Sams.
"Der er færre købere på markedet. Det betyder, at der er flere boliger end købere. Det giver dog mulighed for rigtig gode handler lige nu, hvis sælgerne ellers kan afstemme prisen efter markedet,” siger Pernille Sams til epn.

























































