Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

I dag begynder rentefesten for boligejerne

Tæt ved 500.000 boligejere får ny rente på deres lån - for F3- og F5-lån bliver ydelsen mere end halveret.

3 Kommentarer

I dag begynder dansk realkredit, altså Nykredit, Realkredit Danmark, Nordea Kredit og BRFkredit, at forsyne en større vifte af lån med nye renter. Det er alle F1-lån, men også en masse F3- og F5-lån, der skal refinansieres, som det kaldes.

Det er boliglån for intet mindre end 500 milliarder kroner, der får nye renter, og det vil påvirke privatøkonomien hos tæt ved en halv million danske familier, der får en ny ydelse på deres lån.

Alle kan se frem til en økonomisk lettelse i den forbindelse, da ydelsen falder en smule på alle lån. Men en mindre gruppe får en særlig stor gevinst. Det er alle, som har F3-lån, der har ekstra meget at glæde sig til.

Stor gevinst for F3-lån

De lån blev nemlig for tre år siden forsynet med renter oppe omkring fem procent, og nu er renten mere end halveret. Derfor vil ydelsen på et F3-lån uden afdrag ved denne låneomlægning falde med hele 1.660 kroner efter skat for hver million kroner, der er tale om. Ydelsen på F1-lån falder også, men ikke helt så meget.

»Men vi regner med, at renten på F1-lån i år bliver den laveste nogensinde,« siger cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark, som begynder på at omlægge lån i dag og fortsætter frem til 2. december.

Hos BRFkredit siger seniorøkonom Mikkel Høegh, at også de venter renter, der næppe før er set lavere, når deres refinansiering indledes torsdag i næste uge og løber tre uger frem.

Renten på de F1-lån, der får ny rente hvert eneste år, er lige nu nede på 1,2 procent, mens F5-lån, der har en fast rente fem år frem i tiden, har en renten på 2,5 procent.

»Det niveau, regner vi med, kan holde i de kommende uger. Det ser endda ud til, at pilen for renten peger yderligere lidt nedad, fordi der er stor uro på de finansielle markeder, og fordi Danmark lige for tiden opfattes som en sikker havn,« siger Mikkel Høegh.

Anbefaler omlægning til F5

Hos Nykredit kalder afdelingsdirektør Sune Worm Mortensen det for »godt købmandskab« at overveje et F5-lån i den aktuelle situation, hvor renten er historisk lav.

»Så får man nemlig mere sikkerhed på sit private budget hele fem år frem i tiden. Vi frygter sådan set ikke, at renten vil stige på markant vis inden for nogen overskuelig fremtid,« siger Sune Worm Mortensen.

»Men risikoen for, at det sker, er til stede. Appetitten på danske realkreditobligationer er lige nu helt enorm stor. Det giver os en af de laveste renter i hele Europa. Men det kan ændre sig. Der er ingen garanti for, at det bliver ved med at være på den måde,« siger afdelingsdirektøren.

Nykredit indleder dette års refinansiering tirsdag 29. november og fortsætter det arbejde frem til og med onsdag 14. december. Det bliver gennemsnittet af renten hen over disse ti hverdage, som boligejerne får.

Enkelte af Nykredits kunder har dog valgt, at få hele deres lån lagt om på én enkelt dag, og dette »big bang« finder sted enten 6. eller 7. december, oplyser Sune Worm Mortensen.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

Ja...

... og idag begynder endnu en skræmmende tid for fremtidige boligkøbere - hvis man altså er interesserede i at få hele historien med... For hvis man skal følge den økonomiske logik - så betyder en sådan "rentefest" jo typisk stigende boligpriser - som jo skal betales af fremtidige boligkøbere... Men som sædvanligt dækkes her på siden jo kun een side af sagen... Man har tydeligvis INTET lært af 00erne...

hmmmm

Er det lige det som er sket de sidste par år ?

Nej, boligmarkedet er smadret og bliver ved med at være det de næste par årr.

Mange er i dag teknisk insolvente, da deres bolig er faldet markant, siden de købte i 2007.

Der er lang vej til status quo for disse.

Man skal immervæk have ejet sin bolig i temmelig en del år, bare for at gå ud med et nul ved boligsalg.

Markeder...

(a) At priserne på et marked falder er ikke et udtryk for at markedet er "smadret". Det er en hel naturlig del af et marked. Og det bliver ikke mere rigtigt af at medierne (og dig) bliver ved med at sprede propaganda om at boligmarkedet er "smadret" når det bliver købers marked.
(b) Hvis folk låner penge og køber et hus som nogle år efter er mindre værd er det en HELT NATURLIG udvikling på boligmarkedet. "Teknisk insolvent" er blot et medieskabt tudekiksord der betyder, at folks formue er mindre end det de skylder. Det er der ikke noget unaturligt eller problematisk i - sålænge folk betaler de penge tilbage som de skrev under på de ville betale da de SELV skrev under på kontrakten.
(c) Hvis du regner "staus quo" som værende det tidspunkt hvor boligboblen var på sit højeste er der naturligvis langt til status quo - og heldigvis for det for Danmark. Priserne er stadigt LANGT højere end nogen kunne drømme om for 10 år siden.
(d) Faldene renter med dertil hørende stigende boligpriser er ikke et vidundermiddel der spreder gratis penge ud til glæde for alle - der er nogen der skal betale regningen. I dette tilfælde fremtidige købere.




Markedet lige nu