Vi er mange, der har tænkt tanken: Bo i sommerhytten i de lyse måneder og så ind til byen i den mørke vinter. Nordjyderne kan nemmest strikke den løsning sammen uden lang køretid. Hovedstadens indbyggere har det sværest.
9. juli 2008, 13:24 – opdateret 2. november 2010, 12:49
Det er en ny undersøgelse fra EDC, der har set på, hvor langt vi bor fra vores sommerhuse, og hvem der kører længst for at komme til sommerhuset.
I gennemsnit bor danske fritidshusejere 74,2 kilometer fra deres sommerbolig, svarende til en køretid på lige over en time. Indbyggere i hovedstadsområdet kører længst for at komme til deres fritidshus, mens jyderne helst vil have huset tæt på.
”Københavnere og andre indbyggere i Region Hovedstaden har i gennemsnit 93,1 kilometer mellem bopæl og fritidshus, mens nordjyderne i gennemsnit kun kører 40,2 kilometer for at nå til deres fritidshus,” hedder det i en pressemeddelelse.
EDCs fritidshusmæglere har foretaget undersøgelsen blandt de huse, hvor køberen primært påtænker at anvende huset til privat brug, og således ikke har købt med udlejning for øje. Transporttiden er i bil.
Undersøgelsen viser, at 54 pct. af de undersøgte fritidshuse ligger mindre end 60 kilometer fra helårsboligen, og at mindre end hver fjerde fritidshuskøber har valgt et hus mere end 100 kilometer hjemmefra.
”Mange vælger allerede i maj at flytte ud i fritidshusene, og får så alligevel hverdagen til at hænge med at køre lidt længere mod arbejdspladsen i byen og måske kombinere med lidt flere hjemmearbejdsdage,” siger EDCs kommunikationschef Jan Nordmann.
Han fremhæver, at når hovedstadsområdets indbyggere i gennemsnit rejser lidt længere, hænger det sammen med, at det nærmeste store fritidshusområde, Nordsjælland, er meget pebret at købe sommerhuse i. Så mange må længere sydpå til Syd- og Vestsjælland eller Lolland og Falster for at realisere drømmen.
Selv om der findes en meget omtalt Københavener-koloni i det eftertragtede Gl. Skagen, er det generelt set få , der krydser Storebælt for at købe sommerhus. Kun fem pct. af de undersøgte huse er solgt til personer, der har fast bopæl mere end 200 kilometer fra fritidshuset.

























































