Afdragsfrihed og variable lån er noget, vi danskere kan lide.
1. marts 2010, 06:52 – opdateret 2. november 2010, 14:54
Data for fjerde kvartal 2009 fra Realkreditforeningen Nykredit viser, at 52 procent af boligudlånene nu er uden afdrag. I fjerde kvartal var 63 procent af alle ny lån udstedt af Nykredit afdragsfrie. Oven i købet er halvdelen af de afdragsfrie lån med variabel rente. Det skriver Børsen.
»Afdragsfrihed på din boliggæld kan give mulighed for hurtigere nedbringelse af anden og dyrere gæld, og det kan være meget fornuftigt. Ligeledes kan afdragsfrihed være en kærkommen håndsrækning ved sociale begivenheder, som hurtigt kan vende op og ned på familiens økonomiske situation, eksempelvis ved skilsmisse,« siger cheføkonom i Nykredit John Madsen.
Økonomisk rådgiver Rune Wagenitz Sørensen fra rådgivningsfirmaet Uvildige i København er knap så tryg ved udviklingen.
»Jeg kan godt være nervøs for, at der ikke er behov for, at 52 procent af den samlede realkreditgæld er afdragsfri for at lindre økonomien, når folk har en periode med lavere indkomst eller afdrager dyr gæld,« siger Rune Wagenitz Sørensen.
Han tror i stedet, at muligheden for at optage afdragsfrie lån kan få danskerne til at købe over evne.

























































