Når drømmehuset forsvinder fra boligavisen, er det langt fra sikkert, at huset er blevet solgt.
17. august 2009, 07:38 – opdateret 2. november 2010, 14:22
Et regnestykke lavet af boligportalen Boliga.dk viser, at over halvdelen af de huse, der blev taget af boligmarkedet i andet kvartal i år, forsvandt, fordi sælgeren opgav at komme af med huset.
Det skriver Midtjyske Medier - Viborg Stifts Folkeblad, Randers Amtsavis, Århus Stiftstidende, Dagbladet Holstebro-Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjern og Folkebladet Lemvig.
»Jeg er overrasket over, at tallet er så højt, men det bekræfter desværre det billede, vi ser,« fortæller formanden for Danske Boligadvokater, Henrik Høpner.
Nogen egentlig statistik over, hvor mange boliger der skrotter »Til salg«-skiltet i forhaven uden en handel i sigte, eksisterer ikke. Men boligportalen Boliga.dk har lavet en sammenligning af antallet af nedtagne boliger med Realkreditrådets tal over solgte boliger, og resultatet viser, at dobbelt så mange boligejere i år har måttet opgive drømmen om at sælge i forhold til samme tid sidste år.
I april, maj og juni opgav godt 52 procent af de potentielle boligsælgere at få huset solgt. Kun godt 40 procent af boligerne blev taget af markedet, fordi huset blev solgt. Resten forsøgte sig med at skifte ejendomsmægler.









































