Det koster det hvide ud af øjnene, hvis man skal have en professionel hushjælp.
26. september 2009, 07:26 – opdateret 2. november 2010, 14:30
Mange drømmer om at få hjælp til rengøring, tøjvask, indkøb og hundeluftning. Eller til strygning af skjorter, vinduespolering, græsslåning, afhentning af børn, madlavning og andre praktiske gøremål.
Men det er dyrt i dagens Danmark at få den slags opgaver udført. Hundedyrt endda. I hvert fald, hvis man skal holde sig inden for lovens rammer og ikke falder for fristelsen til at hyre sort arbejdskraft.
Det kan let koste både 300 og 350 kroner i timen og i visse tilfælde mere endnu at købe sig til mere fritid og afslapning. Det er så mange penge, at de fleste falder fra på forhånd.
Der er da også tale om, at en lønmodtager, som betaler topskat, skal tjene 1.000 kroner for at få 400 kroner udbetalt. Afleveres disse 400 kroner så til et rengøringsfirma for én times arbejde, vil under halvdelen af denne sum ende nede i lommen hos den, som udfører arbejdet, når skatten er betalt.
Så 1.000 kroner hos den ene bliver til bare 200 kroner hos den anden, hvis de skal være lovlige.
Det skaber et meget stort økonomisk incitament til at finde en anden løsning - uden at der bliver blandet skat og moms ind i det.
Uden skat og moms?
Landsformand for Rengøringsselskabernes branche og Arbejdsgiverforening (RSBA), der hedder Per Vesterholm, siger da også, at det sorte arbejde er en meget hård konkurrent til deres 6.000 medlemsvirksomheder. Men en del private vælger af den ene eller anden grund alligevel at hyre rengøringshjælp på legal og lovlig vis.
»Typisk er sort arbejde noget, folk udfører ved siden af et andet job. Så det kan ofte kun udføres i weekenden, eller i morgen- og aftentimer. Vi kan som professionelle derimod komme i dagtimerne, mens folk er på arbejde, hvilket mange sætter pris på. Det er også nemmere at afsøge markedet for professionel hjælp på dette område. Det er vanskeligere at komme i kontakt med sort arbejdskraft,« siger Per Vesterholm som årsag til, at mange vælger at hyre rengøringshjælp på helt lovlig vis.
Han tilføjer, at hvis en rengøringsvirksomhed skal løbe rundt i dag, så er det umuligt at udføre arbejdet for under 200 kroner i timen, når momsen og andre omkostninger er lagt til.
»Så realistisk set koster det minimum et sted mellem 250 og 300 kroner i timen at hyre professionel hjælp til rengøring. Det er ganske meget, når den typiske sorte løn på dette område er nede på et sted mellem 100 og 150 kroner i timen,« indrømmer Per Vesterholm.
Af samme grund så han gerne, at man indførte en ny hjemmeserviceordning, så folk kunne få en del af lønnen betalt af det offentlige.
»Det kunne hjælpe os nu, hvor arbejdsløsheden stiger ganske meget på dette område,« siger Per Vesterholm.

























































