Nærum topper listen over de største prisfald i år, men det er stadig svært at sælge huse i området.
20. maj 2009, 08:48 – opdateret 2. november 2010, 13:59
Idylliske Nordsjælland og tæt på København. Her ligger Nærum - men trods beliggenheden er boligsælgerne nødt til at lokke med betragtelige rabatter for at få køberne gjort interesserede. Det viser nye tal fra Boliga. dk:
Nærum i Rudersdal Kommune topper listen over byer med de største prisfald i år, og priserne er faldet med 7,7 procent i gennemsnit.
Prisfaldet giver boligejerne i Nærum et "forspring" på 0,3 procent ned til sælgerne i Tranekær på Langeland, mens Hundested kommer ind på en tredjeplads med et gennemsnitligt fald på 7 procent.
Samlet er repræsentationen af nordsjællandske byer massiv i toppen af listen. Blandt de 20 postnumre med de største prisfald ligger 13 nord for København. Hovedstadens postnumre kommer dog først ind på listen som nummer 20, hvor ejerboligerne på Nørrebro ligger med prisfald på 5,7 procent i snit inden for de seneste fem måneder, mens naboerne i København NV er de næstmest ivrige prissænkere i hovedstaden.
Århus ligger langt nede på listen med et gennemsnitligt fald for ejerboligerne på 2,1 procent i Århus V.
Sammenligner man tallene fra i år med samme periode sidste år, er der ingen gengangere på listens top 10. For et år siden lå Lejre vest for Roskilde i top med et gennemsnitligt prisfald på boligerne på 3,8 procent.
Statistikken dækker kun postnumre med flere end 30 boliger til salg.
Det gennemsnitlige prisfald for alle landets postnumre var i de første fem måneder af 2008 på 0,9 procent. Det tilsvarende tal for samme periode i 2009 er på 3 procent i snit. /ritzau/




























































