Se hvor boligkrisen har ramt hårdest.
23. november 2011, 08:13 – opdateret 23. november 2011, 08:18
Hussælgerne i Hundested kan nikke genkendende til det gamle udtryk: Højt at flyve, dybt at falde. Ifølge en ny undersøgelse fra Boliga, der viser hvordan de enkelte byer og bydele er placeret prismæssigt i forhold til hinanden før og efter finanskrisen, er den nordsjællandske kystby dumpet 30 pladser ned ad ranglisten i løbet af de seneste fire år.
Hundested var i 1. kvartal 2007 det 37. dyreste sted at købe hus i Danmark, men efter krisen satte ind er byen nu nede på plads nr. 67.
Korsør i Vestsjælland og Rønne på Bornholm følger lige i hælene med et fald på henholdsvis 23 og 22 pladser på listen.
Sønderjysk by rykker
Andre steder i landet kan man til gengæld glæde sig over et ryk op ad prisranglisten. Mest tydeligt i Nørresundby ved Aalborg, hvor kvadratmeterpriserne på solgte huse i 2007 gav adgang til en plads som nummer 69 på listen, men nu placerer byen på en 43.-plads - et spring på 26 pladser .
Aabenraas og Middelfarts indbyggere kan ligeledes glæde sig over markante spring i forhold til landets øvrige byer.
Østerbro overhalet
På markedet for ejerlejligheder er det Skanderborgs sælgere, der har haft størst fremgang.
Byen befandt sig i 1. kvartal 2007 på en 27.-plads på listen over kvadratmeterpriser, mens den nu er sprunget 10 pladser frem til en placering som nr. 17.
I hovedstaden har der derimod ikke været de store indbyrdes ændringer.
København K. og Frederiksberg C er stadig de to dyreste steder at anskaffe sig bolig i hovedstaden, mens Vesterbro har overtaget Østerbros tredjeplads og nordvestkvarteret har sneget sig forbi Amager.
Trods et pænt dyk i kvadratmeterpriserne er det stadig den nordlige københavnerforstad Hellerup, der kan byde på landets dyreste huse.
Til gengæld må listens andenplads i 2007, Holte, se sig overhalet af Gentofte og Virum, der nu indtager 2- og 3.pladsen.
Se hvor din by lå på ranglisten i 1. kvartal 2007 og 3. kvartal 2011:
* Statistikken er et udtryk for byernes indbyrdes placering, ranglistet efter kvadratmeterpriserne i hhv. 1. kvartal 2007 og 3. kvartal 2011. Der er ikke taget hensyn til inflation i kvadratmeterprisen. Postdistrikter med færre end 20 registrerede salg i hvert af kvartalerne er udeladt.

























































