Der er nu små tegn på, at prisen på lejligheder har nået bunden og stræber opad igen.
17. april 2009, 09:29 – opdateret 2. november 2010, 13:53
Efter de voldsomme prisfald på 30 procent for de hårdest ramte områder er der tegn på, at priserne på lejligheder stabiliserer sig og dermed måske har ramt bunden.
Ifølge en prisopgørelse, som landets største mæglerkæde Home laver, ser priserne på ejerlejligheder i Københavns- og Århus-området ud til at have været stabile gennem de seneste måneder - endda med en lille pil opad.
Men det også de boliger, der har været ramt hårdest. Siden priserne toppede, er ejerligheder i hovedstaden faldet med 30 procent, mens lejlighederne i Midtjylland, som domineres af Århus, er faldet med 10 procent.
"I begyndelsen af i år synes der dog at være en tendens til udfladning i priserne – selv om det er for tidligt at konkludere, om det er en mere blivende tendens, så bryder det dog med det kraftige prisfald, vi har oplevet de seneste måneder," skriver Danske Bank, som omfatter Home.
Tallene omfatter til og med marts i år. Og ses der på et tre-måneders glidende gennemsnit, lå den gennemsnitlige kvadratmeterpris i marts på ejerlejligheder på 23.000 kroner i Region Hovedstaden, hvilket er lidt højere end i slutningen af sidste år.
En almindelig lejlighed på 80 kvadratmeter koster i dag 1,84 millioner kroner i København mod 2,63 millioner kroner i september 2006 – et fald på 780.000 kroner.
En tilsvarende lejlighed i Århus koster 1,5 millioner kroner - cirka 170.000 kroner mindre end da priserne toppede i sommeren 2007.

























































