Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Hæfter jeg for gæld i samleverens hus?

Den ene ejer huset, den anden står for gælden: Det er noget rod, svarer advokaten.

? Vi har et hus, der er finansieret med pantebreve. Min samlevers navn står på skødet, men jeg hæfter for pantebrevene sammen med hende.

Hvordan sikrer jeg mig ved et eventuelt ophør af samlivet?

Med venlig hilsen J.

! Det er lidt rodet, at din samlever ejer huset, mens du kun har fået lov til at sætte dit navn på gælden. Det kan der være grunde til, men jeg synes, du skal overveje din stilling nøje.

Når I ikke er gift, er jeres ejerskab til huset ikke dækket af retsregler, der kan hjælpe jer i tilfælde af, at jeres samliv ophører. Ønsker I at blive undergivet et regelsæt, der dækker i den situation, så kan I vælge at gifte jer.

Ønsker I ikke det, så bør I oprette en kontrakt, der bestemmer, hvordan I ejer huset og andre mere værdifulde ting sammen. I den kontrakt bør I aftale, hvad der skal ske, når samlivet ophører, mens I begge lever. En vigtig bestemmelse er i den forbindelse netop spørgsmålet om, hvem der skal have ret til at overtage huset. Det er der forskellige løsningsmodeller på. Det afgørende er, at I får aftalt, hvad I ønsker.

Samtidig skal I overveje at oprette et testamente, da I ikke har arveret efter hinanden. Kun ved testamente kan I sikkert aftale, hvad der skal gælde i tilfælde af, at jeres samliv ophører ved død og ikke ved uenighed i levende live. I bør samtidig overveje, om I skal indsættes som begunstiget i hinandens forsikringer og pensioner, og I bør hos ATP få noteret, at I har ret til samleverdækning i tilfælde af den andens død.

Når I har en ejendom sammen, skylder I hinanden at få styr på tingene, og der er kun to muligheder: Enten gifter I jer – efter at have overvejet fordele og ulemper og valg af formueordning – eller også får I jeres advokat til at skrive jer en god samlivskontrakt og et testamente. Alt andet er noget rod.

Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk


 

 




Markedet lige nu