Det er kun ganske kort vej, til fireprocents realkreditlån ryger over kurs 100 og lukker. Men et gratis lånetilbud nu kan udløse et meget gunstigt lån.
25. august 2010, 09:23 – opdateret 2. november 2010, 15:17
Det skal kun et yderligere nøk nedad på renten til, før fireprocents realkreditlån med afdrag ryger over kurs 100 og dermed lukker for udstedelse.
Fra morgenstunden ligger de i kurs 99,75 og er demed stadig åbne for lånetilbud og udstedelse.
"Der er sket meget i de seneste dage, og nu er det kun ganske små bevægelser, der skal til, før de lukker. Vi snakker størrelsesordenen 0,1 procent på renten," siger cheføkonom i Nykredit John Madsen.
Men der er altså stadig mulighed for at indhente et gratis lånetilbud i realkreditinstitutterne, som gælder i seks måneder - også selv om kursen kommer over 100.
Det betyder i givet fald, at lånet udbetales til over kurs 100 og dermed allerede fra dag ét er en overskudsforretning, da det altid kan indfries til kurs 100.
"Et godt råd til boligejere må være at få et tilbud nu og have det liggende i skuffen, hvis man er interesseret i et fastforrentet lån med afdrag," siger John Madsen.
Et tilsvarende lån uden afdrag ligger lige nu i kurs 98,5 og er dermed knap så gunstigt som tvillingen med afdrag.




























































