Først og fremmest skal man være opmærksom på, at der er omkostninger forbundet med at udleje sin bolig.
30. maj 2009, 07:56 – opdateret 2. november 2010, 14:02
Der går penge til annoncering, liggetid, skader og vanrøgt, manglende betaling af husleje, rådgivning og udarbejdelse af lejekontrakt m.m.
Nogle banker og realkreditinstitutter kræver et ekstraordinært afdrag på restgælden i forbindelse med udlejning.
Sørg altid for at opkræve det maksimale beløb i forudbetalt husleje – nemlig tre måneder. Hvis lejer ikke betaler, kan en eventuel udsættelsesforretning med fogedens hjælp nemt tage tre til fem måneder.
Anvend altid standardkontrakter – inklusive vejledning. Individuelle ændringer og aftaler skal skrives præcist ind i standardkontrakten.
I forbindelse med en tidsbegrænset lejeaftale bør begrundelsen for selve tidsbegrænsningen altid skrives ind i kontrakten.
Husk altid at tage foto af ejendommen, inden lejer flytter ind og få lejeren til at underskrive disse dokumentationsbilleder. Det er en stor hjælp i forbindelse med skader og vanrøgt ved udflytning.
Vær opmærksom på forskellen på fremleje og udlejning. Fremleje er den korrekte term, når lejeren og ikke ejeren fremlejer lejemålet – ofte i forbindelse med midlertidig udstationering eller studieophold i udlandet.




























































