Kan en håndværker virkelig forlange flere penge så lang tid efter arbejdets udførelse?
12. oktober 2009, 08:47 – opdateret 2. november 2010, 23:06
? Vi har foretaget en stor ombygning af vores hus. Et halvt år efter, vi er færdige med projektet, ringer det på døren, og en VVS-mand afleverer en regning på 61.000 kroner og angiver, at den er ubetalt.
Vi har tidligere modtaget en slutspecifikation fra VVS-manden og betalt restbeløbet, hvorefter vi har opgjort byggekonti, lagt budgetter og på alle måder indrettet os efter, at der ikke kom flere regninger. Det viser sig, at vi aldrig har modtaget hverken faktura eller rykkere på noget tidspunkt og står nu over for problemet med at "rejse pengene".
Vi har konsulteret Århus Retshjælp, og de mente ikke, at man kunne fremføre "retsfortabende passivitet", da det "bare var en lille håndværker, der havde rod i sit regnskab". Vi blev rådet til at søge et kompromis og fik derfor vores bankmand til at regne på renteforskellen mellem at indhente 61.000 kroner som et nyt boliglån til "markedsrente" kontra den renteudgift, vi ville have haft, hvis fakturaen var blevet betalt, mens byggeriet stod på og dermed inden for de lån, der blev hjemtaget her.
Vi skrev derfor et anbefalet brev til VVS-manden, hvor vi tilbyder at betale den oprindelige faktura modregnet den ekstra renteudgift, han pålægger os ved at komme med regningen et år efter, den havde forfald.
Der er nu gået mere end en måned, efter vi sendte brevet. Vi kan se på Post Danmarks Track-and-Trace, at der er kvitteret for modtagelse.
Hvad gør vi nu? Skal vi skrive endnu et brev til ham?
Med venlig hilsen N.V.
! Som du beskriver det, er håndværkerens krav ikke forældet. Det er muligt, at kravet kan være bortfaldet, enten fordi håndværkeren har givet jer noget, der må anses for at være en saldokvittering, eller ved passivitet.
Du skriver, at der er præsenteret en slutregning, og at den er betalt. Hvis den kan fortolkes sådan, at I har betalt alt, så kan den måske føre til, at håndværkeren har afskåret sig fra at stille krav efterfølgende. Hvis slutregningen ikke kan fortolkes sådan, så kan håndværkeren miste sin ret, hvis han ikke forfølger sin ret.
Han har gjort opmærksom på kravet, og I har tilbudt at betale et mindre beløb.
Hvis han fortsat forholder sig passivt, da vil han efter en tid kunne risikere at miste kravet på grund af det, jurister kalder rettighedsfortabende passivitet. Det er en regel, der er fastslået i retspraksis, men det er meget forskelligt, hvor lang tid der skal gå, før passiviteten får virkning på denne måde.
Et afgørende moment vil her være, om håndværkeren ved sin passivitet har givet jer en berettiget grund til at tro, at han har opgivet kravet, og at I har indrettet jer i tillid hertil.
Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk








































