Igen og igen har firmabetalte boliger udløst offentlig forargelse. Senest har stormen ramt Nordea og den danske topchef, Christian Clausen.
19. november 2011, 07:00
De seneste uger er sagen om Nordeas køb af en luksuslejlighed i Östermalm i Stockholm til den danske koncernchef, Christian Clausen, eksploderet. I det svenske har aktionærer, medarbejdere og sågar et par ministre offentligt udtrykt deres forargelse, og Clausen selv har fortrudt beslutningen i lyset af de voldsomme reaktioner.
Lejlighedskøbet til 22,5 millioner svenske kroner kom til offentlighedens kendskab samtidig med annonceringen af en større afskedigelsesrunde, og sagen rammer da også lige ned i aktuelle dagsordener om frynsegoder i den finansielle sektor og om grådige topchefer, der kræver, at medarbejderne spænder livremmen ind, mens de selv kører videre på første klasse.
Sagen rammer dog også en dybere understrøm, som ikke er isoleret til den bank bashing, der er oppe i tiden: Chefboliger betalt af firmaer har nemlig igen og igen givet ramaskrig. Både i Nordea og andre steder. Faktisk er de gældende danske regler i høj grad formet af denne forargelse.
Solgte villa og blev boende
Allerede for mere end 20 år siden skabte den daværende Nykredit-chef Thorleif Krarup røre, da han solgte sin villa til Nykredit, omdannede den til direktørbolig – og blev boende. Det blev en sag og det endda i en tid, hvor chefers løn og goder udpræget var en privat sag her i landet.
Samme Krarup blev senere koncernchef i Nordea og også her fulgte en sag om privat-boligen. I 2001 ville Nordea købe en strandvejsvilla i Charlottenlund til Krarup for et tocifret millionbeløb, men Krarup skiftede mening, og banken måtte igennem en langstrakt retssag for at komme ud af handlen.
Krarup og Nordea aflyste villakøbet på grund af nye skatteregler, der trådte i kraft samme år og ville have udløst et gevaldigt skattesmæk. Regler, der også gælder i dag. De har til formål at begrænse skatterabatten i de situationer, hvor direktører med indflydelse på egen aflønning eller hovedaktionærer får en villa stillet til rådighed af selskabet, og hvor der ikke findes en effektiv markedsleje at bestemme beskatningen ud fra. Den stramning, der ramte Thorleif Krarup, fulgte af en heftig debat oven på DR-dokumentaren »De riges paradis«. TV-programmet viste, hvordan formuende folk med egne virksomheder kunne bo billigt i luksushuse ved at lade virksomheden købe huset og leje det ud.
Liebhavermægleren Jan Fog, der er specialist i eksklusive boliger nord for København, optrådte selv – med sin Ferrari – i dokumentarudsendelsen.
»Jeg ville ikke have medvirket, hvis jeg havde vist, hvad ærindet var,« lyder det i dag med et grin fra Jan Fog:
»Men villaer ejet gennem personlige selskaber ser man ikke meget til længere. Der var enkelte af ejendomsbranchens hurtige drenge, der under højkonjunkturen købte villaer gennem deres selskaber, formentlig for at spare på ejendomsværdiskatten, men udbredt er det ikke,« siger ejendomsmægleren.
Udbredt for udenlandske ledere
Praksissen med at store virksomheder – som Nordea i tilfældet Christian Clausen – stiller bolig til rådighed findes dog fortsat. Cirka 5.500 personer havde fri helårsbolig i 2010 ifølge Skat, og langt flere har logi eller adgang til fritidsboliger i forbindelse med jobbet.
»Det er ganske udbredt, at virksomheder stiller bolig til rådighed, når de skal have flyttet en leder ind fra udlandet eller fra andre steder i landet. Det er ofte i situationer, hvor medarbejderen kun skal arbejde i landet i en kortere periode, og hvor det ikke giver mening at bruge måneder på at finde en bolig og sætte den i stand, at fri bolig er en del af kontrakten. Den slags folk er ofte også headhuntede, og i de tilfælde er det motiverende, at virksomheden kan tilbyde en bolig. Man skal huske, at det ikke er »bare lige« at flytte hele familien til et andet land,« siger Jan Fog.
Han fortæller, at virksomhederne på det nuværende marked oftest lejer boliger frem for at købe, som var det mest udbredte førhen.
»Virksomhederne køber eller lejer ikke de dyreste boliger, men boligen skal naturligvis matche både lederens og virksomhedens standarder, og derfor kan det ende med at koste en del,« siger Jan Fog.



























































