Den helt store flekslånspanik behøver først at indtræffe om et par år.
16. april 2010, 13:37 – opdateret 2. november 2010, 15:03
I medierne er det blevet udlagt, som om embedsmændene i EUs hovedstad Bruxelles allerede har dræbt og begravet det danske boligmarked og de meget populære flekslån.
I Økonomi- og Erhvervsministeriet er meldingen dog, at der går mange år endnu, før EU har fået vedtaget et nyt finansielt direktiv.
Ifølge ministeriet kan Danmark gøre sin indflydelse gældende under forhandlingerne, og realiteten er dermed, at der i forhandlingsprocessen i Bruxelles kan ske meget endnu. Det er dermed alt for tidligt at skrive dødsannoncen over flelslånene.
Økonomi- og erhvervsministeriet oplyser til borsen.dk, at et EU-direktiv, der rammer danske flexlån, "allertidligst træder i kraft 1. januar 2013 og formentlig ikke før 1. januar 2015. Ministeriet oplyser videre, at ministeriet aldrig tidligere har oplevet en så massiv interesse for et EU-direktiv, allerede mens det er i høringsfasen.
Den store interesse for det der sker i Bruxelles lægger et pres på det politiske system, men vurderingen er også, at det er positivt, at danskerne får et mere indgående kendskab til lovgivningsprocessen i EU.
Meget vanskelig sag for Danmark
Ministeriets vurdering er, at det kommende EU-direktiv, der skal regulere EU's finansmarkeder, er en meget vanskelig sag for Danmark, da det danske realkreditsystem er skruet sammen på en anden måde end i de andre europæiske lande.
I Danmark finansieres boligen i høj grad med meget korte obligationer, hvor man typisk i andre europæiske lande har en længere løbetid på boliggælden, og dermed har Danmark nogle andre interesser end mange andre EU-lande.
EU-direktivet skal vedtages med kvalificeret flertal, og dermed risikerer Danmark at blive stemt ned.
Ministeriet mener dog ikke, at der er nogen grund til at male fanden på væggen, da EU-systemet er skruet sammen på en sådan måde, at selvom EU i den her sag arbejder ud fra reglen om kvalificeret flertal, så vil EU-landene i en så vigtig sag gå efter at få et nyt direktiv vedtaget efter konsensus.



























































