Fejl og mangler falder, mens flere bliver irriterede over forsinkelser.
4. februar 2010, 09:01 – opdateret 2. november 2010, 14:49
Sjuskearbejde, overskridelser på budgettet eller manglende oprydning er tilsyneladende problemer, som færre og færre kunder oplever: Antallet af klagesager hos Håndværkets Ankenævn er ifølge 24timer faldet med over en tredjedel fra 308 i 2007 til 202 sidste år.
Stilstanden i byggebranchen hjælper selvfølgelig, men danskerne er generelt glade for håndværkerne. Over 10.000 danske kunder har evalueret deres håndværkere gennem Håndværkets Evalueringscenter siden 2007, og 95 procent af evalueringerne er overordnet tilfredse eller meget tilfredse, skriver 24timer.
Men på et enkelt område halter det. Evalueringen viser, at hver fjerde kunde ikke føler sig ordentligt informeret, når arbejdet bliver forsinket. Det er et stort problem, mener Forbrugerrådet:
»Som kunde er det en virkelig frustrerende situation, når man for eksempel har fået lavet et badeværelse, som kun er halvt færdigt, når tidsfristen udløber. Vi vil opfordre branchen til at informere medlemmer om, at det ikke er en måde at drive virksomhed på,« siger Mette Boye, der er afdelingschef i Forbrugerrådet, til 24timer.
Håndværksrådets Bygge- og Anlægsudvalg vil tage dette punkt op, siger formanden Jim Stjerne Hansen.





























































