Det er 23 gange så dyrt at få lov til at bygge nyt hus i den dyreste kommune sammenlignet med den billigste.
25. november 2009, 09:26 – opdateret 2. november 2010, 14:39
Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvor i landet man har tænkt sig at opføre et nyt hus. Ikke alene er der stor forskel på priserne for en byggegrund - der er en nærmest enorm forskel på prisen for tilladelsen til at gå i gang med byggeriet.
Det viser en gennemgang af kommunernes gebyr for byggetilladelse, som brancheorganisationen Dansk Byggeri har foretaget, skriver dr.dk/Kontant.
Mens man på Frederiksberg og i København kun skal slippe omkring en tusindkroneseddel for den kommunale tilladelse til et hus på 180 kvadratmeter, så koster det 30 kilometer længere nordpå 23 gange så meget: Ifølge Dansk Byggeris oversigt over prisen for en byggetilladelse, så tager Fredensborg Kommune 23.400 kroner for det samme stykke papir. Priserne forudsætter, at det en relativt ukompliceret sag.
DR Kontant skriver, at Byggeloven 1. januar 2009 blev ændret, så bygherren selv skal sørge for alle tekniske godkendelser som for eksempel krav til brandsikkerhed, energiforbrug og indeklima.
Carsten Nielsen fra Plan- og Ejendomsudvalget i Fredensborg Kommune siger DR, at kommunen alligevel kun får dækket sine omkosntninger ved sagsbehandlingen.
Den forklaring finder opbakning hos bygningsinspektør Erik Scheldon fra Gladsaxe. For i andre kommuner er byggetilladelser støttet af skattepenge:
- Størrelsesordnerne lyder ikke forkerte, hvis man har den forudsætning, at det skal være kostægte. Hvis man har det, er det op til den enkelte kommune at fastsætte gebyret, siger Erik Scheldon til P4 København.



























































