Med mindre du køber en bolig for at blive boende i mindst ti år, er en lejebolig ifølge ekspert at foretrække.
14. august 2010, 07:01 – opdateret 2. november 2010, 15:16
En toværelses lejlighed i København er faldet med op til 50 procent i pris siden toppen. Alligevel anbefaler landets førende ekspert i boligøkonomi, at man tænker sig meget godt om, før man køber en lejlighed, som man ikke har tænkt sig at beholde i omkring ti år.
Det skyldes, at det er dyrt at handle boliger:
»Mange tænker ikke over, at det koster op mod ti procent at handle bolig – syv til otte procent at sælge og to procent at købe. Det kan løbe op i mange penge,« siger ekspert i danskernes boligøkonomi, lektor Jens Lunde på Copenhagen Business School.
Han er derfor ikke i tvivl om, hvad han anbefaler især unge, som skal i gang med at studere:
»Det er kun undtagelsesvis, at en ejerbolig så vil være relevant. For transaktionsomkostningen og risikoen for prisfald gør, at det er alt for dyrt at købe, med mindre det er en bolig, man har tænkt sig at blive boende i mange år,« siger Jens Lunde.
Handelsbanken har for Berlingske Business regnet på, hvad der bedst kan betale sig – at købe eller leje.
Og konklusionen er klar:
»Lejeboligmarkedet er mest attraktivt, hvis du skal blive boende i relativt få år. Også selv om renten er lav i øjeblikket,« siger cheføkonom i Handelsbanken, Jes Asmussen.
Han har regnet sig frem til, at en ejerbolig på mellem 50 og 60 kvadratmeter - inklusiv diverse udgifter som tinglysning, ejerskifteforsikringer bidrag til realkreditinstitutter med videre – til en købspris på 1,4 millioner kroner og fem procent i udbetaling, ender med at koste 8.300 kroner om måneden det første år med et fastforrentet lån med afdrag.
Det er lidt mere end gennemsnitsprisen for at leje en toværelses lejlighed i København, der ifølge boligportalen boligportal.dk koster 7.279 kroner. Her skal man dog også regne med at lægge som regel tre måneders depositum før indflytningen.
Det er muligt at låne pengene noget billigere, hvis man partout vil eje sin bolig også selv om, man kun vil bo der mellem fem og ti år:
»Med et rentetilpasningslån med et års løbetid giver det samme regnestykke en månedlig ydelse på omkring 5.000 kroner. Men så løber man også en renterisiko, og man risikerer, at lejligheden falder i værdi,« siger Jes Asmussen.
Faktisk kan man i dag låne en million kroner i et realkreditinstitut som et fastforrentet fireprocents lån med afdrag for en månedlig ydelse efter skat på omkring 4.200 kroner:
»Man skal dog huske på, at man de første mange år ikke afdrager særligt meget. Men hvis man har tænkt sig at blive boende i boligen resten af sit liv, er ejerboligen helt klart at foretrække,« siger Jes Asmussen.
Det er muligt at finde toværelses lejligheder i København, der er både billigere og dyrere end dette eksempel. Det har naturligvis en betydning for, hvornår det bedst kan betale sig at leje eller eje.





























































