Umiddelbart er Martin Løbger, der arbejder som IT-konsulent, ikke nervøs for at miste sit arbejde.
26. februar 2009, 21:02 – opdateret 2. november 2010, 13:38
Men skulle det alligevel komme dertil, ville det være »bekymrende«, som han selv siger. Så skulle han nok overveje at skifte den lejlighed, han købte sammen med kæresten for ét år siden, på Frederiksberg ud med noget mindre. Prisen var dengang 3,1 mio. kr.
»Vi har sat os på en måde, der kræver to indkomster. Skulle den ene blive arbejdsløs, kan vi nok klare os i en periode. Men det er ikke overvældende længe,« siger Martin Løbger.
Han tilføjer, at de fleste har én million grunde til at tro, at netop deres egen bolig ikke er faldet ret meget i pris, hvis den skulle sælges.
»Sådan er det også med os. Vi har brugt ét år på at sætte lejligheden i stand og været i sving med alt tænkeligt værktøj. Men vi er da godt klar over, at vi næppe har nogen friværdi, og vi skylder da også mere end 80 procent af boligens værdi væk, eftersom vi kun havde 250.000 kroner til udbetalingen,« siger Martin Løbger.
Men det er ikke noget, som holder det unge par søvnløse om natten.
De har nemlig købt deres lejlighed på Frederiksberg for at bo i den og ikke for at tjene på det.
»Vi flyttede fra en lejebolig, fordi vi gerne ville have en fælles bolig. Det skulle være en ejerbolig, den skulle være større end den gamle, og den skulle ligge på Frederiksberg. Vi fandt det rette og fortryder ikke. Skulle vi blive tvunget til det, tror vi godt, at vores bolig kan sælges. Men vi er ikke bekymrede. Det skal nok gå,« lyder det fra Martin Løbger.



























































