Prisen på at bygge en bolig stiger hurtigere end priserne i resten af samfundet.
6. december 2011, 09:47 – opdateret 6. december 2011, 09:55
Priserne i byggemarkedet og trælasten stiger hurtigere end i resten af butikkerne. Det er ifølge nye tal fra Danmarks Statistik hovedårsagen til, at omkostningerne til at bygge er steget med 4,1 procent i løbet af det forløbne år.
Materialerne er steget med 5,6 procent, og arbejdslønnen er kun steget med 1 procent, og dermed kan håndværkernes lønninger ikke følge med den almindelige inflation i samfundet, mens byggematerialerne ligger over.
Det kan tyde på manglende konkurrence, påpeger seniorøkonom i BRF Kredit Mikkel Høegh.
"Det, at materialer stiger i pris i en periode, hvor vi har vigende konjunkturer tegner et billede af, at der ikke er specielt hård konkurrence i markedet for materialer til byggeriet. Når det er sagt, er der dog visse efterspørgelseskomponenter, der kan forklarer noget af udviklingen såsom jordskælvene i Japan. Det er nemlig især betonelementer, der er steget voldsomt i pris med en stigning på hele 17 procent det seneste år," skriver Mikkel Høegh i en kommentar til tallene.
Samtidig med, at det bliver dyrere et bygge et nyt hus, så bliver det billigere at købe brugt. Boligpriserne på eksisterende huse er faldet 3,2 procent i de forløbne 12 måneder, og dertil skal ifølge Mikkel Høegh lægges, at de eksisterende huse formentlig har en bedre beliggenhed, da de bedste grunde bliver bebygget først.
"Udviklingen betyder, at hvis man har sat et bestemt beløb af til at købe hus for, får man mest for pengene ved at købe et brugt hus. Forskellen i prisniveauet mellem nybyggeri og eksisterende huse er således ved at ramme hinanden. Det taler for, at boligpriserne på de eksisterende huse burde bevæge sig mere fladt fremadrettet," konkluderer økonomen.





























































