Der er danskere nok med lyst til at købe en ny bolig - men de gør det bare ikke.
31. december 2011, 07:19
Boligmarkedet er låst fast. Men en ny rundspørge fra Epinion indeholder både gode og dårlige nyheder i forhold til at få det låst op.
De gode nyheder først: Ifølge rundspørgen overvejer seks procent af danskerne at købe bolig inden for det kommende år. Det svarer til 150.000 potentielle købere, og hvis bare halvdelen af dem gør alvor af planerne, så sendes omsætningen på det danske boligmarked tilbage i topform. Halvdelen svarer nemlig til de cirka 75.000 handler, som gjorde boligsalget bedst i 2005 og 2006, da omsætning og priser på boligmarkedet toppede.
De dårlige nyheder er årsagerne til, at de holder sig tilbage, og de overrasker Arbejdernes Landsbank, som har bestilt rundspørgen. Det er nemlig ikke prisen, som bremser den endelige underskrift på købsaftalen.
Derimod er det den snusfornuftige holdning til at sælge den gamle bolig først, der får tingene til at gå i stå, viser undersøgelsen.
"Der er tydeligvis noget, der afholder de potentielle købere fra at slå til. Men det er overraskende ikke yderligere prisfald, som danskerne venter på, og det er heller ikke problemer med at få lån i banken, der holder danskerne tilbage," konkluderer bankens cheføkonom Lone Kjærgaard.
Halvdelen af de potentielle købere angiver i deres svar, at de først skal have solgt en anden bolig, inden de køber en ny.
"Det er tydeligvis en stærkt medvirkende forklaring på det træge boligmarked, da det det så primært er overladt til førstegangskøbere at sætte gang i boligmarkedet," vurderer Lone Kjærgard.
Hun forstår de potentielle boligkøberes strategi og kalder det "farlig færd" at købe en ny bolig, før den gamle er solgt.
"Der går i dag lang tid, fra en bolig er sat til salg, til den bliver solgt, og hvor længe, man kommer til at ligge med to huse, er uvist. Og samtidig er der stor usikkerhed omkring, hvad man får for det gamle hus. Det er derfor sund fornuft, når danskerne venter med at købe ny bolig," mener hun.
Hver tredje af de potentielle købere angiver dog i rundspørgen, at de bare tager sig god tid til at kigge blandt de mange boliger til salg, før de slår til. Og det fremgår også, at køberne ikke frygter de faldende priser - heller ikke selv om næsten halvdelen af danskerne mener, at priserne vil falde yderligere det kommende år.
Færre end 30 procent i undersøgelsen mener, at sælgerne kræver en for høj pris, mens over halvdelen af danskerne vurderer, at den største udfordring for boligmarkedet er købernes forsigtighed.
Desuden mener hver tredje dansker, at usikkerhed om fremtidige boligskatter er en af de største udfordringer for boligmarkedet - flere end der angiver en for høj pris som årsag til boligmarkedets situation.

































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten